Nærmeste pårørende til en afdød patient har som udgangspunkt krav på at få oplysninger om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. En ny redegørelse fra Folketingets Ombudsmand fastslår at de relevante sundhedspersoner dermed har en pligt til at udlevere oplysningerne.
I forbindelse med behandlingen af en konkret sag blev ombudsmanden opmærksom på at den måde Sundhedsvæsenets Patientklagenævn brugte reglerne om pårørendes ret til oplysninger om afdøde, muligvis ikke hjalp de pårørende nok til at få de oplysninger de havde krav på. Ombudsmanden rejste derfor en sag om spørgsmålet overfor Patientklagenævnet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Efter Patientklagenævnets opfattelse har nærmeste pårørende som udgangspunkt en egentlig ret til indsigt i oplysninger om den afdøde patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Men sådan som reglen er formuleret mente nævnet dog ikke at en sundhedsperson havde handlet i strid med sine pligter ved ikke at udlevere de oplysninger som en nærmeste pårørende havde krav på.
Efter at have undersøgt sagen fastslår ombudsmanden nu at de pårørendes ret til oplysninger nødvendigvis må modsvares af en pligt for det relevante sundhedspersonale til at udlevere oplysningerne.
”Når de pårørende har krav på at få disse oplysninger, betyder det nødvendigvis også at lægen eller en anden relevant sundhedsperson har en pligt til at udlevere dem,” siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.
Ombudsmanden fastslår også at når Sundhedsvæsenets Patientklagenævn opdager at en sundhedsperson har forsømt at udlevere oplysninger til pårørende, skal nævnet informere sundhedspersonen om at vedkommende har begået en fejl.
”Både af hensyn til de pårørende og de sundhedspersoner der skal bruge reglerne i det daglige, er det vigtigt at patientklagenævnet melder klart ud hvis en sundhedsperson har handlet i strid med loven”, siger ombudsmanden.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har oplyst at ministeriet overvejer at præcisere de pågældende bestemmelser i sundhedsloven.
Læs ombudsmandens udtalelse her
Yderligere oplysninger kan fås hos fuldmægtig Kresten Gaub på tlf. 33 13 25 12 eller ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen på mobil nr. 40 43 45 43.
FAKTA
Ifølge sundhedslovens § 45 kan en sundhedsperson videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde, eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Selvom der står ”kan” i sundhedslovens § 45, fremgår det tydeligt af lovens forarbejder at det har været lovgivers hensigt at give afdødes nærmeste pårørende en egentlig ret til indsigt de pågældende oplysninger.
Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 4000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske hospitaler. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.