Ros og kritik til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten

19-04-2010

Folketingets Ombudsmand har afsluttet sin undersøgelse af Ankenævnet for Uddannelsesstøttens praksis inden for nogle udvalgte områder. Ombudsmanden giver ankenævnet megen anerkendelse. Nævnets sagsbehandling er generelt god.

Langt størstedelen af de sager som ombudsmanden indledningsvis gennemgik, gav ikke anledning til yderligere undersøgelser.

”Hvis jeg skal sætte nogle få ord på ankenævnet, ville det være at der er tale om et lille, effektivt ankenævn der træffer rigtige afgørelser til fordel for borgerne” siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

Der er dog også kritik i ombudsmandens rapport.

Blandt andet informerer nævnet ikke om sin virksomhed. Nævnet har ingen hjemmeside, nævnet har ingen årsberetning eller informationsmateriale i øvrigt til borgerne.

Undersøgelsen har også vist at nævnet har haft en uensartet praksis ved fortolkningen af opholdsbegrebet. Ombudsmanden har henstillet at nævnet vurderer om sagerne kan genoptages sådan at borgerne opnår den samme retsstilling.

Nævn og styrelse uenige

Et særligt problem er det at ankenævnets retsopfattelse ikke altid bliver fulgt af SU-styrelsen i de konkrete sager og heller ikke afspejles i den vejledning om reglerne der findes på SU-styrelsens hjemmeside. Dette gælder især ankenævnets opfattelse af begrebet “arbejdstager” for EU-statsborgere, hvor nævnet undervejs i ombudsmandens undersøgelse har ændret sin fortolkning så den er kommet i bedre overensstemmelse med EU’s regler. Navnlig har nævnet fastslået at den rent formelle registrering hos danske myndigheder ikke er afgørende hvis ansøgeren på anden måde kan dokumentere sin status eller sit opholds varighed.

Da SU-styrelsen ikke følger nævnets retsopfattelse, har ombudsmanden hen-stillet at ankenævnet snarest kontakter SU-styrelsen, og om fornødent inddrager Undervisningsministeriet, for at få gennemført nævnets retsopfattelse også ved de underordnede instanser.

Mere generelt har ombudsmanden peget på behovet for at SU-styrelsen får tilstrækkelig information fra ankenævnet så styrelsen kan indrette sin praksis og vejledning i overensstemmelse med ankenævnets retsopfattelse. Ankenævnet har bekræftet at nævnet for fremtiden vil skærpe opmærksomheden på informationerne til SU-styrelsen.

Ombudsmanden har bedt om at blive underrettet af ankenævnet om resultatet af rapportens henstillinger.

Læs Ombudsmandens rapport om undersøgelsen her

Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr. 40 43 45 43. 


FAKTA

Ombudsmandens undersøgelse af Ankenævnet for Uddannelsesstøttens praksis inden for udvalgte områder er et såkaldt egen drift-projekt.

Det vil sige at det er en generel undersøgelse som ombudsmanden selv har besluttet at iværksætte. Undersøgelsen vedrører ikke en eller flere konkrete klager fra borgerne. Hjemmelen til at ombudsmanden selv kan iværksætte sådanne generelle undersøgelser fremgår af ombudsmandslovens § 17, stk. 2.


Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 4000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske hospitaler. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.