Kirkeministeriet havde ikke tilstrækkeligt grundlag for i januar 2009 at afskedige sognepræsten A fra hendes stilling som sognepræst i Rubjerg, Lyngby og Jelstrup sogne i Vendsyssel. Det fastslår ombudsmanden i en ny udtalelse.
Kirkeministeriet havde anvendt en regel der sjældent bliver brugt. Den giver mulighed for at afskedige en præst hvis ”der gennem en årrække har været en dybtgående uoverensstemmelse mellem præsten og menigheden som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel."
”Det er tydeligt at der var et belastet forhold mellem præsten og et stort flertal af menighedsrådsmedlemmerne, men vi kan ikke se at præstens forhold til menigheden – altså sognebørnene – også var ødelagt. De oplysninger som ministeriet har givet mig, var altså ikke så klare at det kunne føre til en afskedigelse,” siger Hans Gammeltoft-Hansen.
Ombudsmanden peger også på at loven kræver at uoverensstemmelsen mellem præsten og menigheden skal have eksisteret i en årrække.
”Der er oplysninger i sagen om at der i 1 år og 8 måneder har været problemer i sognene, men jeg er betænkelig ved at anse en så kort periode for at være det samme som ’en årrække’,” siger ombudsmanden.
Sagen startede tilbage i 2007 med at ansatte i sognene klagede over samarbejdet med præsten. Arbejdsmiljøproblemerne førte til at forholdet mellem præst og menighedsrådene også blev belastet. Efter en række møder hvor problemerne forgæves blev forsøgt løst, afskedigede Kirkeministeriet i januar 2009 præsten.
Ombudsmanden bad ministeriet om at tage sagen op igen og træffe en ny afgørelse i lyset af bemærkningerne i hans udtalelse.
Ombudsmanden modtog en kopi af Kirkeministeriets brev af 7. februar 2011 til A. Af brevet fremgik det at Kirkeministeriet ikke ville genoptage sagen. Ministeriet havde truffet denne beslutning efter en gennemgang af ombudsmandens udtalelse og en række nye henvendelser som ministeriet havde fået fra personer med tilknytning til de myndigheder som havde været involveret i sagen. Efterfølgende skrev ombudsmanden til ministeriet at der ikke var grundlag for at ombudsmanden foretog sig mere i sagen fordi ministeriet for så vidt havde efterkommet ombudsmandens henstilling. I brev af 1. april 2011 skrev ombudsmanden til A's advokat at ombudsmanden først vil tage stilling til en eventuel henstilling om at A får fri proces, efter at ministeriet har haft lejlighed til at tage stilling til advokatens indsigelser.
Ombudsmandens udtalelse kan læses her
Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil 40 43 45 43.
FAKTA
Tjenestemandslovens § 43 har følgende ordlyd:
”§ 43. Efter indstilling fra provst og biskop kan der meddeles en præst afsked med virkning efter § 32, såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på det pågældende sted.”
Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 4000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske hospitaler. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.