Ombudsmanden får tit klager fra borgere i byggesager, og en del af dem handler om at en kommune har givet ejeren af en ejendom lov til at starte et byggeri uden at naboerne er blevet inddraget i sagen. Hvis naboerne henvender sig til ombudsmanden, spørger de derfor ofte om det kan være lovligt at kommunen ikke har spurgt dem om deres mening om sagen. Og i nogle tilfælde skal kommunen sørge for at inddrage naboerne inden den træffer afgørelse i en byggesag.
NABOORIENTERING
Naboerne har krav på at blive hørt hvis byggeriet kræver dispensation fra byggelovgivningen eller planlovgivningen, herunder reglerne i bygningsreglementet eller i en eventuel lokalplan. I disse sager skal kommunen nemlig orientere naboerne om det påtænkte byggeri, sådan at de får mulighed for at komme med deres mening om byggeriet over for kommunen inden den tager stilling til om der skal gives en dispensation. Det fremgår af planlovens § 20 og byggelovens § 22. Men disse regler gælder ikke hvis byggeriet kan gennemføres uden dispensation fra byggelovgivningen og planlovgivningen. Hvis byggeriet ikke kræver en dispensation fra disse regler, er der altså ikke noget krav om at kommunen skal foretage naboorientering først. Der kan heller ikke kræves en naboorientering hvis kommunen skønner at dispensationen er af underordnet betydning for de pågældende naboer.
PARTSHØRING
I de sager hvor kommunen ikke har pligt til at foretage naboorientering, er det interessant om kommunen alligevel skal inddrage naboerne i sagen efter reglerne om partshøring. Disse regler, som fremgår af forvaltningslovens § 19, kan på mange måder minde om reglerne om naboorientering. At kommunen skal foretage partshøring, betyder nemlig at den skal gøre sagens parter bekendt med oplysningerne i sagen og give dem lejlighed til at komme med en udtalelse over for kommunen før den træffer afgørelse i sagen.
Det kræver selvfølgelig at der skal træffes en afgørelse i sagen, men det skal der normalt også i byggesager, nemlig en afgørelse om at udstede en byggetilladelse. Men derudover skal der kun foretages partshøring af parterne i sagen. Så hvornår er en nabo part i en byggesag?
PART I SAGEN
En nabo kan kun gøre krav på at være part i en byggesag hvis byggeriet vil udsætte naboen for konkrete, væsentlige gener. Det er svært at sige hvor omfattende generne præcis skal være for at naboen har status som part i sagen. Det afgørende er hvilke forandringer det påtænkte byggeri konkret vil medføre for naboen. Hvis der f.eks. ikke hidtil har været nogen indbliksgener hos naboen, vil naboen sandsynligvis være part i en sag om et nyt byggeri som vil medføre betydelige indbliksgener. Men hvis naboen i forvejen er udsat for betydelige indbliksgener, vil naboen formentlig ikke være part i en sag om et nyt byggeri som vil medføre at indbliksgenerne bliver lidt større end før. Det er jo kun hvis det nye byggeri i sig selv vil medføre (yderligere) konkrete, væsentlige gener for naboen, at naboen er part i sagen.
DISPENSATION ER IKKE AFGØRENDE FOR PARTSSTATUS
I praksis er det nok ofte sådan at et byggeri som overholder alle regler med hensyn til afstand til naboskel og byggeriets højde mv., vil påføre naboerne så begrænsede gener at de ikke kan betragtes som parter i byggesagen. Men det er ikke udelukket at en nabo har status som part i sagen selv om byggeriet ikke kræver en dispensation. Det kom frem i den sag som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 2007, side 437. Sagen drejede sig dog i mindre grad om partshøring. Det var især en anden partsrettighed, nemlig retten til at klage over kommunens afgørelse, som var i fokus. Kommunen havde givet tilladelse til at der kunne opføres en ejendom med ferielejligheder på en grund hvor der ikke havde været byggeri før. Ejendommen skulle bygges i 2 etager på i alt 8,5 m i højden, og den ville komme til at ligge tæt på en feriebolig på naboejendommen.
Ejerne af ferieboligen klagede til statsamtet, men statsamtet ville ikke behandle sagen fordi de efter statsamtets mening ikke var parter i sagen. Statsamtet henviste bl.a. til at byggeriet ikke ville have krævet dispensation efter de tidligere gældende regler, så der var ikke grund til at antage at byggeriet var usædvanligt med hensyn til lysforhold og indbliksgener. Derfor ville lys- og indbliksforhold for ejerne af ferieboligen ikke blive påvirket væsentligt i forhold til hvad der kunne forventes i området. Området var i en byplanvedtægt (svarende til en lokalplan) udlagt til bl.a. hotelformål. Ombudsmanden mente derimod at ejerne af ferieboligen var parter i sagen. Han fremhævede at vurderingen af om lysforholdene var tilfredsstillende, og om der var væsentlige indbliksgener, måtte ske ud fra en objektiv vurdering af disse forhold uafhængigt af hvilke forventninger der måtte kunne være fra de omboendes side. Ombudsmanden lagde til grund at ejerne af ferieboligen fik indbliksgener som følge af byggeriet – ikke bare fra vinduer i 2. sals højde, men også fra en udvendig trappe med repos. På grund af den korte afstand mellem ejendommene måtte indbliksgenerne anses for så betragtelige at ejerne af ferieboligen var parter i sagen.
NÅR RESULTATET ER GIVET PÅ FORHÅND
Det er ikke kun manglende partsstatus som kan føre til at en kommune undlader at foretage partshøring af en nabo i en byggesag. Det kan også skyldes at kommunen mener at naboerne ikke har mulighed for at påvirke afgørelsen om byggetilladelse fordi bygherren har krav på at få en byggetilladelse.
Det spørgsmål er behandlet i sag nr. 2011 4-1. I denne sag mente kommunen at beboerne i en naboejendom ikke var parter i en sag om byggetilladelse fordi byggeriet ikke krævede dispensation. Derimod anerkendte statsforvaltningen som klageinstans at naboerne var parter i sagen, men alligevel mente statsforvaltningen ikke at de skulle have været partshørt. Det område som ejendommen lå i, var omfattet af en gammel byplanvedtægt. Kommunen vurderede at byggeriet overholdt byplanvedtægten, og mente derfor at den ikke kunne nægte at udstede en byggetilladelse. På den baggrund mente statsforvaltningen at betingelserne for at iværksætte partshøring efter forvaltningsloven ikke var opfyldt i forhold til byggelovens bestemmelser. I den forbindelse fremhævede statsforvaltningen at den ifølge byggeloven kun kunne behandle den del af sagen der vedrørte byggelovgivningen, herunder byggetilladelsen, men ikke spørgsmål der angik byplanvedtægten.
FORVALTNINGSLOVENS § 19
Vi måtte derfor hos ombudsmanden undersøge om kommunen og statsforvaltningen havde ret i at naboerne ikke havde krav på partshøring. Forvaltningslovens § 19 indeholder regler om hvornår en myndighed skal sende oplysninger i en sag til partshøring. Efter denne regel er det kun bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som skal sendes til partshøring, og kun oplysninger der er til ugunst for den pågældende part, og som har væsentlig betydning for sagens afgørelse. Man kan altså ikke gå ud fra at personer der efter planlovens § 20 skal orienteres om en dispensationsansøgning, generelt ikke er parter i sagen. Disse sager viser at når en kommune behandler en byggesag hvor der er nabointeresser på spil, skal den vurdere om naboerne skal høres, dels efter reglerne om naboorientering, dels efter reglerne om partshøring. Og hvis den pågældende part allerede er klar over at bestemte oplysninger indgår i myndighedens behandling af sagen, skal der heller ikke partshøres over disse oplysninger.
I sagen fastslog ombudsmanden at kommunen skulle have partshørt beboerne i naboejendommen inden den udstedte en byggetilladelse. I den forbindelse var det ikke afgørende at kommunen forventede at naboerne, hvis de var blevet partshørt, ville have lagt vægt på oplysninger om indbliksgenerne fra det nye byggeri. Kommunen havde peget på at spørgsmålet om indbliksgener skulle behandles efter reglerne i byplanvedtægten, som var overholdt, og det var ombudsmanden enig i. Men han fremhævede at kommunen burde have vurderet hvilke oplysninger i sagen der ville få væsentlig betydning for dens afgørelse om byggetilladelsen, og sørget for at partshøre over disse oplysninger. Derudover fremhævede ombudsmanden at det efter forvaltningslovens § 19 ikke var afgørende at statsforvaltningen havde oplyst at kommunen ikke kunne nægte at udstede byggetilladelsen. I øvrigt mente ombudsmanden at beboerne i naboejendommen ikke nødvendigvis ville have været uden muligheder for at påvirke kommunens beslutning hvis de var blevet partshørt; byggeloven og planloven indeholder nemlig nogle særlige regler som giver kommunen mulighed for at påvirke eller eventuelt helt forhindre byggeriet. Desuden pegede ombudsmanden på at det i retspraksis og ombudsmandspraksis er lagt til grund at en myndighed kan have pligt til at underrette en part i en sag når parten ikke ved at sagen er under behandling hos myndigheden.
BÅDE PARTSHØRING OG NABOORIENTERING
I denne sag skulle kommunen have partshørt naboerne, men den havde ikke pligt til at foretage naboorientering. Byggeriet krævede jo ikke dispensation fra byggelovgivningen eller planlovgivningen.
Men nogle gange skal kommunen både følge reglerne om partshøring og reglerne om naboorientering. Det kom frem i den sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, side 221. I sagen havde en kommune foretaget en naboorientering fordi bygherren havde søgt om dispensation fra en lokalplan. Ombudsmanden pegede dog i sin udtalelse på at naboorienteringen ikke syntes fuldt ud at opfylde forvaltningslovens krav til partshøring. Desuden var kommunens begrundelse ikke udformet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24. Ombudsmanden lagde altså til grund at forvaltningslovens krav til en partshøring skal opfyldes også selv om kommunen har foretaget naboorientering. Også de øvrige regler i forvaltningsloven skal følges, herunder reglerne om begrundelse. I sin udtalelse fremhævede ombudsmanden at spørgsmålet om partsstatus må afgøres ud fra forvaltningsrettens almindelige regler. Man kan altså ikke gå ud fra at personer der efter planlovens § 20 skal orienteres om en dispensationsansøgning, generelt ikke er parter i sagen.
Disse sager viser at når en kommune behandler en byggesag hvor der er nabointeresser på spil, skal den vurdere om naboerne skal høres, dels efter reglerne om naboorientering, dels efter reglerne om partshøring.