Inspektion af detentionen i Aalborg den 26. februar 2003 - Opfølgning

 

 

Den 21. november 2003 afgav jeg en endelig rapport vedrørende min inspektion den 26. februar 2003 af detentionen på politigården i Aalborg. I rapporten anmodede jeg om udtalelser mv. vedrørende nærmere angivne forhold.

Jeg modtog i den anledning udtalelser af 30. januar og 10. juni 2004 fra henholdsvis Politimesteren i Aalborg og Justitsministeriet samt en telefax af 3. juni 2004 fra politimesteren til Justitsministeriet.

Jeg skal herefter meddele følgende:

Ad punkt 1. Detentionslokalerne

Jeg udtalte at jeg gik ud fra at der efter inspektionen var opsat endnu en pære i lokale 3. Politimesteren har oplyst at det er sket.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Jeg gik ligeledes ud fra at politimesteren ville overveje at indskærpe reglerne for visitation ved detentionsanbringelser. Politimesteren har oplyst at det vil ske i fortsættelse af den generelle opfølgning på inspektionen.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Jeg gik også ud fra at kameralinserne blev renset når der er behov for det. Politimesteren har oplyst at rensning er foretaget.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 2. Rapportgennemgang

Den blanket som Politimesteren i Aalborg anvendte (detentions- og anholdelsesrapport), adskilte sig på flere punkter fra Rigspolitichefens blanket P152 der er et bilag til kundgørelsen. Da det fremgår af Rigspolitichefens følgebrev til kundgørelsen at lokale blanketter skal indeholde de samme oplysninger som blanket P152, bad jeg politimesteren oplyse hvorfor den blanket som anvendtes af politiet i Aalborg, ikke indeholdt de i rapporten nævnte (mange) obligatoriske rubrikker. Jeg bad desuden om Justitsministeriets bemærkninger til blanketten.

Politimesteren har ikke udtalt sig om hvorfor den anvendte blanket ikke indeholdt alle de obligatoriske rubrikker, men har oplyst at blanket P152 nu indgår i det samlede blanketsæt for anholdelsesrapporten, detentionsrapporten og lægeerklæringen vedrørende detentionsanbringelsen der af praktiske grunde er samlet i et regelsæt. Politimesteren har vedlagt kopi af det nye blanketsæt.

Justitsministeriet har udtalt at ministeriet anser det for kritisabelt at politikredsens tidligere detentions- og anholdelsesblanket ikke indeholdt de nødvendige rubrikker til afgivelse af samtlige obligatoriske oplysninger i henhold til detentionskundgørelsen. Justitsministeriet er samtidig kommet med bemærkninger til den nye blanket, jf. nedenfor. Politimesteren i Aalborg er gjort bekendt med Justitsministeriets opfattelse ved en kopi af ministeriets brev til mig.

Jeg er enig i at det er beklageligt at politikredsen har anvendt en blanket der ikke indeholder rubrikker til angivelse af alle de oplysninger som skal fremgå ifølge detentionskundgørelsen. Da blanketten er ændret, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold. Med hensyn til indholdet af den nye blanket henviser jeg til det nedenfor anførte.

Om den nye lokale blanket har Justitsministeriet bemærket at den adskiller sig på nærmere angivne områder. For det første mangler den lokale blanket rubrikker til angivelse af dato idet der alene er rubrikker til angivelse af klokkeslæt. Justitsministeriet har i den forbindelse anført at der for at imødegå enhver tvivl om det præcise tidspunkt bør være plads til at notere både dato og klokkeslæt. Det skyldes at en tilbageholdelse kan foregå over to datoer (hen over midnat).

For det andet har Justitsministeriet tilkendegivet at der ikke bør være en fælles rubrik, men to separate rubrikker til angivelse af om de pågældende er indbragt til skadestue/hospital, forsorgshjem eller lignende, så det fremgår tydeligt om den pågældende er indbragt til enten skadestue/hospital eller forsorgshjem eller lignende.

For det tredje har Justitsministeriet anført at der mangler rubrikker til eventuelle bemærkninger ud for de enkelte tilsyn. En separat rubrik til øvrige bemærkninger mv. som findes i den nye lokale blanket, opfylder således efter Justitsministeriets opfattelse ikke kravene til detentionsblanketter i P152 idet det ikke herved er muligt ud for de enkelte tilsyn at notere om der har været bemærkninger. Justitsministeriet har henvist til at Rigspolitichefen i forbindelse med sin indskærpelse i rundskrivelse af 15. januar 2003 af at alle punkter i detentionsrapporten skal udfyldes, jf. kundgørelsens § 22, samtidig har tiltrådt min anbefaling om at anføre fx et 0 i rubrikker hvor der ikke har været andet at anføre.

Justitsministeriet har oplyst at ministeriet ved en kopi af brevet til mig har opfordret politimesteren til at ændre den nye lokale blanket på disse tre punkter så den kommer i overensstemmelse med detentionskundgørelsen, herunder bilag 1 (blanket P152).

Jeg har noteret mig det oplyste.

Den tidligere anvendte lokale rapport indeholdt tillige en rubrik betegnet "sundhedsfaglig rådgivning" i umiddelbar tilknytning til rubrikken vedrørende vagthavendes vurdering af den pågældende. Denne rubrik genfindes i den nye blanket. Jeg bad politimesteren oplyse hvilken betydning denne rubrik har.

Politimesteren har oplyst at denne rubrik anvendes i forbindelse med lægens udtalelse om en detentionsanbragt der efter løsladelsen bør søge egen læge eller kontakte skadestuen for efterfølgende behandling. I et sådant tilfælde vil punktet blive udfyldt til brug for den vagthavende der står for løsladelsen af de tilbageholdte.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Jeg udtalte at det er beklageligt at der i intet tilfælde var forholdt i overensstemmelse med kundgørelsens § 22, stk. 1, hvorefter alle punkter i detentionsrapporten skal udfyldes, og henstillede til politimesteren (på ny) at indskærpe notatpligten efter denne bestemmelse over for de relevante medarbejdere. Jeg bad om underretning om hvad der skete i anledning af min henstilling.

Politimesteren har oplyst at betydningen af at udvise omhu ved udfyldelsen af blanketterne er blevet understreget over for personalet, ligesom det er blevet indskærpet over for de vagthavende at de skal kontrollere at blanketterne er korrekt udfyldt. Politimesteren har desuden oplyst at der fremover løbende vil blive udført kvalitetskontrol af at blanketterne er udfyldt i overensstemmelse med detentionskundgørelsen.

Justitsministeriet har i ministeriets udtalelse (indledningsvis generelt) anført følgende:

"...
Det fremgår endvidere af inspektionsrapporten, at der i en række tilfælde ikke er vedlagt en udskrift fra Kriminalregisteret.

Justitsministeriet finder det beklageligt, at der i de omhandlede tilfælde ikke er handlet i overensstemmelse med detentionskundgørelsens regler, herunder reglerne om notatpligt.

Politimesteren har i sin udtalelse oplyst, at betydningen af at udvise omhu ved udfyldelsen af blanketterne er blevet understreget over for personalet, ligesom det er blevet indskærpet over for de vagthavende, at man skal kontrollere, at blanketterne er korrekt udfyldte. Politimesteren har endvidere oplyst, at der fremover løbende vil blive udført kvalitetskontrol af, at blanketterne er udfyldt i overensstemmelse med detentionskundgørelsen. Endvidere har politimesteren oplyst, at det er indskærpet, at en udskrift fra kriminalregisteret skal vedlægges.

På den baggrund foretager Justitsministeriet sig ikke yderligere i den anledning.
..."

Jeg tager det oplyste til efterretning, herunder at der fremover vil blive udført kvalitetskontrol med hensyn til overholdelse af kundgørelsens § 22.

Af Politiets Statistik for 2002 (www.politi.dk) fremgår det at der dette år var 1.023 detentionsanbringelser af spirituspåvirkede personer i Aalborg politikreds (mens 991 spirituspåvirkede personer blev bragt til forsorgshjem eller lignende, 5 blev indbragt til sygehuset og 4 bragt til hjemmet). Idet jeg i sagen vedrørende min inspektion af detentionen i Holbæk havde fået oplyst at de anførte statistiktal i statistikken for 2002 var forkerte for en række af politikredsene, bad jeg politimesteren om at meddele mig hvis der var fejl i de nævnte tal for så vidt angik Aalborg politikreds.

Politimesteren har oplyst at antallet af detentionsanbringelser i statistikken er korrekt, men at der er fejl i det anførte tal vedrørende personer der er bragt til forsorgshjem eller lignende. Politiet ville undersøge om der var tale om en indberetningsfejl eller en systemfejl. Politimesteren har desuden oplyst at tallet for berusere der er bragt til hjemmet, kun vedrører personer der opdateres som anholdte. Det skønnes således at der er flere berusere der er bragt hjem.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Jeg anmodede politimesteren om at oplyse hvilke forsorgshjem eller lignende der anvendes af politikredsen.

Politimesteren har oplyst at der er to forsorgshjem i politikredsen (Svenstrupgård i Svenstrup og Forchhammersvej i Aalborg).

Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 2.1. Grundlaget for detentionsanbringelsen

Den blanket som politimesteren i Aalborg anvendte, indeholdt rubrikker til angivelse af om den tilbageholdte var indsat i detention, overgivet til skadestuen eller "andet". Jeg anmodede om at få oplyst hvorvidt Politimesteren i Aalborg også anvendte den foreliggende rapport for personer der ikke indsættes i detentionen, men overgives til andre (kundgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1), indbringes til hospital (nr. 2), eller indbringes til forsorgshjem eller lignende (nr. 3), og om det i givet fald i det konkrete tilfælde præciseres hvad "andet" dækker over.

Politimesteren har oplyst at blanketten bruges i forbindelse med anholdelser generelt, og at "andet" blev brugt som opsamlingsrubrik i de tilfælde hvor den berusede fx blev kørt til et forsorgshjem eller blev overgivet til andre der kunne tage sig af den pågældende. Politimesteren har ikke svaret på hvorvidt det i det konkrete tilfælde i rubrikken præciseres hvad "andet" dækker over, dvs. udtrykkeligt anføres hvor den pågældende er bragt hen.

Da rubrikken ikke genfindes i den nye blanket, og idet jeg henviser til Justitsministeriets bemærkninger som gengivet ovenfor vedrørende opsplitning af rubrikken om indbringelse til skadestue/hospital, forsorgshjem eller lignende, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold.

Ad punkt 2.2. Lægeundersøgelse

Efter kundgørelsens § 14, stk. 2, skal lægeundersøgelsen belyse om den tilbageholdte er i en tilstand der taler mod anbringelse i detentionen. For så vidt angår et konkret tilfælde (sagen med AP. nr. 29) måtte jeg umiddelbart lægge til grund at undersøgelsen af den pågældende på skadestuen ikke skete med henblik på anbringelse i detentionen, jf. kundgørelsens § 14, stk. 2, men alene med henblik på eventuel behandling af den skade som vedkommende havde pådraget sig i hovedet. Jeg tilkendegav at der på den baggrund kunne stilles spørgsmål om hvorvidt anbringelsen af den pågældende - endeligt - i detentionen havde været i overensstemmelse med kundgørelsens regler. Da jeg også havde rejst dette spørgsmål i rapport af 26. marts 2003 om min inspektion af detentionen i Helsingør og endnu ikke havde modtaget Politimesteren i Helsingørs og Justitsministeriets udtalelser, anførte jeg at jeg ville vende tilbage til spørgsmålet når jeg havde modtaget udtalelserne.

I sagen vedrørende detentionen i Helsingør anførte Justitsministeriet i en udtalelse af 9. december 2003 følgende:

"...
Lægeundersøgelsen skal i alle tilfælde belyse, om den pågældende er egnet til detentionsanbringelse, jf. detentionskundgørelsens § 14, stk. 2. Det er derfor vigtigt, at formålet med undersøgelsen står den undersøgende læge klart. Det ville derfor efter Justitsministeriets opfattelse have været hensigtsmæssigt, hvis politiet i den konkrete sag udtrykkeligt havde gjort sygehuspersonalet opmærksom herpå. Politimesteren er orienteret om ministeriets opfattelse ved kopi af dette brev."

Jeg tilkendegav i en opfølgningsrapport af 27. maj 2004 at jeg var enig i Justitsministeriets opfattelse.

I udtalelsen af 10. juni 2004 vedrørende detentionen i Aalborg har Justitsministeriet anført følgende:

"...
Lægeundersøgelsen skal i alle tilfælde belyse, om den pågældende er egnet til detentionsanbringelse, jf. detentionskundgørelsens § 14, stk. 2. Det er derfor vigtigt, at politiet sikrer, at formålet med undersøgelsen står den undersøgende læge klart. Politimesteren er orienteret om ministeriets opfattelse ved kopi af dette brev."

Som det fremgår, har Justitsministeriet i sagen vedrørende detentionen i Aalborg ikke - lige som i sagen vedrørende Helsingør - udtalt sig om det konkrete tilfælde, men alene udtalt sig generelt. Jeg går imidlertid ud fra at det også i denne sag er Justitsministeriets opfattelse at det havde "været hensigtsmæssigt, hvis politiet i den konkrete sag udtrykkeligt havde gjort sygehuspersonalet opmærksom herpå", jf. også Justitsministeriets orientering af politimesteren om ministeriets opfattelse.

Med denne bemærkning har jeg noteret mig det oplyste, herunder at Justitsministeriet har gjort Politimesteren i Aalborg bekendt med ministeriets opfattelse.

Jeg anmodede politimesteren om en udtalelse vedrørende (gen)anbringelsen i detentionen ifølge en rapport med AP. nr. 141. Jeg anmodede i den forbindelse politimesteren om at oplyse resultatet af skadestuens undersøgelse og vedlægge eventuelle notater/skadestuerapport herom. Den tilbageholdte i denne sag var ifølge en anden rapport (AP. nr. 30) nogle timer tidligere samme dag indbragt på politistationen, og lægen havde i den forbindelse anført at detentionsanbringelse ikke kunne anbefales. Forud for den anbringelse som rapporten med AP. nr. 141 omhandler, var den pågældende blevet lægeundersøgt på skadestuen på Aalborg Sygehus, men der var ikke i rapporten gjort notat om resultatet af undersøgelsen på sygehuset.

Politimesteren har oplyst at indbringelse til detentionen i sagen AP. nr. 141 skete efter aftale med lægen på skadestuen. Det er samtidig oplyst at der normalt ikke gøres notat om andet end journalrapporten i tilfælde hvor anbringelse sker på baggrund af en sådan aftale. Det er efterfølgende aftalt at skadestuen sender politiet en kopi af journalrapporten som samles med detentionsrapporten.

Justitsministeriet har om denne sag anført følgende:

"...
I det konkrete tilfælde, hvor det må lægges til grund, at der er foretaget en ny lægelig vurdering, der adskiller sig fra den forrige lægelige vurdering ved ikke at fraråde detentionsanbringelse, burde skadestuelægens bemærkninger efter Justitsministeriets opfattelse være fremgået af detentionsrapporten. Politimesteren er orienteret om ministeriets opfattelse ved kopi af dette brev."

Jeg har noteret mig at genanbringelsen i detentionen skete efter aftale med skadestuelægen på baggrund af dennes (i forhold til den forrige læges anden) opfattelse af hvorvidt den pågældende kunne anbringes i detentionen. Jeg er enig med Justitsministeriet i at der på grund af skadestuelægens anden opfattelse burde have været gjort notat om skadestuelægens bemærkninger, og jeg har noteret mig at Justitsministeriet har gjort politimesteren bekendt med ministeriets opfattelse.

Jeg går ud fra at skadestuerapporten er fremsendt til politiet og vedlagt detentionsrapporten, og jeg foretager mig ikke mere vedrørende denne sag.

Ad punkt 2.2.1. Tidspunktet for tilkald af læge

Idet jeg henviste til kundgørelsens § 6 hvorefter politiet under transporten til politistationen skal underrette vagthavende som herefter - dvs. allerede mens politiet er på vej til politistationen med den berusede - skal tilkalde en læge med henblik på lægeundersøgelse af den tilbageholdte, bad jeg politimesteren om at oplyse nærmere om praksis med hensyn til underretning af vagthavende under transporten til politistationen og tilkald af læge efter denne underretning.

Politimesteren har oplyst at det er praksis at vagthavende underrettes under transporten til politistationen, og at vagthavende umiddelbart herefter tilkalder læge. Politimesteren har dog samtidig bemærket at vagthavende fordi han er ansvarlig for om den tilbageholdte skal detentionsanbringes, i nogle situationer først personligt vil bedømme den pågældende med henblik på afgørelsen af hvorvidt der skal ske detentionsanbringelse, eller den pågældende skal indbringes til skadestue eller køres hjem.

Justitsministeriet har ikke udtalt sig om dette forhold.

I sagen vedrørende min inspektion af detentionen i Holbæk som havde en praksis hvorefter vagthavende - hvis det ikke var åbenbart at der ville ske detentionsanbringelse - ventede med at tilkalde læge indtil fremstilling for vagthavende havde fundet sted og andre muligheder havde været vurderet, indhentede Justitsministeriet en udtalelse fra Rigspolitichefen om denne praksis. I en udtalelse af 12. marts 2004 som ministeriet henholdt sig til, anførte Rigspolitichefen følgende:

"...
Det fremgår endvidere af detentionskundgørelsens § 9, at hvis en tilbageholdt person løslades efter fremstilling for vagthavende, skal vagthavende straks afbestille den tilkaldte læge.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at det politipersonale, som tilbageholder en beruset person med henblik på indsættelse i detention, som alt overvejende udgangspunkt straks bør underrette vagthavende, således at denne kan tilkalde en læge med henblik på lægeundersøgelse af den tilbageholdte."

Jeg noterede mig i et brev af 29. juni 2004 det oplyste.

Som det fremgår af Rigspolitichefens udtalelse, skal vagthavende som altovervejende hovedregel tilkalde læge umiddelbart efter at han har modtaget underretning om tilbageholdelsen, og anvende fremgangsmåden i kundgørelsens § 9 med afbestilling af lægen hvis vagthavende efter fremstillingen af den tilbageholdte ikke mener at der skal ske detentionsanbringelse. Vagthavende kan således som udgangspunkt ikke vente med at tilkalde læge fordi han først personligt vil bedømme den tilbageholdte.

Jeg går ud fra at Politimesteren i Aalborg vil gøre personalet bekendt med Rigspolitichefens udtalelse af 12. juni 2004. Herefter, og da jeg forstår politimesterens udtalelse således at der efter praksis normalt sker tilkald af læge umiddelbart efter underretningen, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold.

Ad punkt 2.2.3. Tidspunktet for lægetilsyn i forhold til indbringelse til politistationen

Det fremgik ikke om Politimesteren i Aalborg har indgået en aftale med læger om lægetilsyn med detentionsanbragte i denne politikreds. Jeg bad politimesteren om at oplyse om den ordning/de aftaler med læger som politikredsen har med hensyn til lægetilsyn, og herunder oplyse om ordningen fungerer tilfredsstillende.

Politimesteren har oplyst at Aalborg politi gennem de seneste år har haft en fast aftale om lægetilsyn, og at ordningen fungerer tilfredsstillende. Politimesteren har ikke oplyst nærmere om ordningen.

Jeg har noteret mig det oplyste - som bekræfter mit indtryk efter gennemgangen af de konkrete sager af at der generelt ikke er problemer med at foranstalte tilstrækkeligt hurtigt lægetilsyn med de tilbageholdte, jf. inspektionsrapporten s. 19.

Ad punkt 2.3. Oplysninger fra kriminalregistret

Jeg gik ud fra at politimesteren i forbindelse med indskærpelse af notatpligten, jf. min henstilling ovenfor under pkt. 2, tillige ville indskærpe pligten til at vedlægge udskrift fra kriminalregistret.

Politimesteren har (som det også fremgår af citatet fra Justitsministeriets udtalelse under pkt. 2) oplyst at det er indskærpet.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 2.4.2. Visitation mv.

Da kundgørelsen foreskriver at navnene på de polititjenestemænd som har foretaget visitationen, skal angives, gik jeg ud fra at det er tilstrækkeligt alene at anføre efternavne, forudsat at det i det konkrete tilfælde udgør en sikker identifikation af den pågældende polititjenestemand. Jeg bad dog for en ordens skyld Justitsministeriet om udtrykkeligt at oplyse om denne antagelse var korrekt.

Justitsministeriet har vedrørende dette spørgsmål og under henvisning til det senere anførte i rapporten om at jeg måtte anse det for en fejl at der i ét tilfælde alene var angivet et tjenestenummer, henvist til ministeriets udtalelse af 9. december 2003 i sagen vedrørende inspektion af detentionen i Helsingør hvor følgende er anført:

"For så vidt angår spørgsmålet om notering af navnet på den polititjenestemand, som for eksempel foretager visitation eller tilsyn ... kan det bekræftes, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke er hensigtsmæssigt alene at notere et fornavn, men at såvel fornavn som efternavn eller de initialer, som bruges som identifikation i forbindelse med politiets sagsstyringssystem, eller polititjenestemandens tjenestenummer bør anføres."

Der er tale om et citat fra ministeriets udtalelse af 27. november 2003 i sagen vedrørende min inspektion af detentionen i Holbæk. I min opfølgningsrapport vedrørende denne inspektion noterede jeg mig at det - som spørgsmålet drejede sig om i denne sag - efter ministeriets opfattelse ikke er hensigtsmæssigt alene at angive fornavn.

Jeg forstår ministeriets udtalelse af 27. november 2003 (som er afgivet efter min endelige rapport i sagen vedrørende inspektion af detentionen i Aalborg) sådan at det efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke er hensigtsmæssigt alene at anføre efternavn.

Jeg har noteret mig dette.

Derimod er det ifølge ministeriets udtalelse i sagen vedrørende inspektionen af detentionen i Holbæk tilstrækkeligt at anføre tjenestenummer. Jeg har ikke haft bemærkninger hertil.

På denne baggrund tilbagekalder jeg min kritik af at der i AP. nr. 127, som jeg har omtalt på s. 27 i min endelige rapport, alene var angivet tjenestenummer.

I et tilfælde (AP. nr. 30 og 141 som vedrørte samme indsatte, jf. omtalen af sagen tidligere i denne rapport) fremgik det ikke om den pågældende tilbageholdte fik udleveret de penge som han blev frataget ved den første indbringelse (AP. nr. 30). Jeg anmodede politimesteren om at oplyse herom.

Politimesteren har oplyst at pengene er udleveret i forbindelse med løsladelsen.

Jeg har noteret mig det oplyste - som der burde have været gjort notat om.

Ad punkt 2.5. Tilsyn

Jeg gik ud fra at Aalborg politi har udstyr der er godkendt af rigspolitiet, men for en ordens skyld bad jeg politimesteren om oplysning herom.

Politimesteren har oplyst at et af Rigspolitichefen godkendt lytteudstyr blev installeret i forbindelse med renoveringen af politigården.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Jeg anmodede politimesteren om at oplyse om der er fastsat lokale bestemmelser, jf. kundgørelsens § 18, stk. 6, og i givet fald sende mig en kopi heraf.

Politimesteren har oplyst at Rigspolitichefens generelle bestemmelser følges. Der er således ikke fastsat sådanne lokale bestemmelser.

Jeg har noteret mig det oplyste.

3. Opfølgning

Jeg betragter hermed sagen om min inspektion af detention i Aalborg som afsluttet.

4. Underretning

Denne rapport sendes til Politimesteren i Aalborg, Justitsministeriet, Folketingets Retsudvalg og Rigspolitichefen.

Lennart Frandsen

Inspektionschef