Inspektion af grønlænderafdelingen i Anstalten ved Herstedvester den 6. april 2004 - Opfølgning nr. 3

 

 

 

 

Brev sendt til Anstalten ved Herstedvester og Direktoratet for Kriminalforsorgen den 6. september 2005:


Vedrørende besøg den 6. april 2004 i grønlænderafdelingen – opfølgning (nr. 3)

Den 9. maj 2005 skrev jeg til Anstalten ved Herstedvester som (yderligere) opfølgning på mit ovennævnte besøg. Jeg oplyste afslutningsvist i brevet at jeg afventede direktoratets orientering om spørgsmålet om grønlandske funktionærer og herunder boligforholdene for disse (pkt. 6), men at jeg i øvrigt betragtede besøgssagen som afsluttet.

Direktoratet har i brev af 19. august 2005 oplyst følgende:

"Under henvisning til ombudsmandens opfølgningsbrev (nr. 2) skal det meddeles, at der pr. 3. oktober 2005 vil blive iværksat en ordning, således at grønlandske fængselsfunktionærer med virkning fra omhandlende dato som led i uddannelsen til anstaltsbetjent vil blive udstationeret til tjeneste på grønlænderafdelingen på Anstalten ved Herstedvester. Der vil løbende blive nedsendt 2 grønlandske betjente.

Der er foreløbig udarbejdet en plan, der dækker nedsendelse af anstaltsbetjente i den resterende del af 2005 og i 2006.

Det er endvidere fra direktoratets ressourcestyringskontor overfor personalekontoret oplyst, at man har sikret de omhandlende anstaltsbetjentes fornuftige boligforhold i den periode, hvor de er hernede. I første omgang er der for den resterende del af 2005 indrettet en lejlighed, der kan rumme 2 betjente. Og fra 1. januar 2006 vil der være indrettet yderligere en bolig, således at betjentene har mulighed for at medtage familie, hvis det er ønskeligt."

Jeg tager det oplyste til efterretning.

Anstalten ved Herstedvester har om spørgsmålet om grønlandsk kost (besøgsrapportens pkt. 4) endvidere oplyst at anstalten nu serverer grønlandsk mad for de grønlandsk anbragte to gange om ugen, at ændringen skyldes forbedrede leveringsmuligheder og at anstalten ikke kan vurdere om forbedringerne er af mere permanent karakter. Anstalten har endelig oplyst at anstalten vurderer at der ikke foreløbig vil være mulighed for grønlandsk mad tre gange ugentlig.

Også disse oplysninger tager jeg til efterretning. Som anstalten også har anført, er der tale om en forbedring i forhold til tidligere.

Jeg har noteret mig at det – fortsat – er anstaltens mål at nå op på tre gange grønlandsk mad om ugen, og jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af mit besøg den 6. april 2004.

  Med venlig hilsen 

 Lennart Frandsen
  Inspektionschef