Inspektion af venterum på politistationen på Frederiksberg den 15. september 2004

 

 

Brev sendt til Politimesteren på Frederiksberg:

Vedrørende inspektion af venterum på politistationen på Frederiksberg

Den 15. september 2004 foretog jeg inspektion af (detentionen og) venterummene på politistationen på Frederiksberg.

Om venterummene meddelte Rigspolitichefen på forespørgsel følgende i brev af 19. august 2004:

"...
I den anledning kan Rigspolitiet oplyse, at der den 2. februar 2004 blev foretaget en gennemgang af venterumsforholdene på politistationen på Frederiksberg.

Frederiksberg Politi har oplyst, at 4 venterum er nedlagt efter Rigspolitiets gennemgang, og at der herefter alene anvendes ét venterum i en tidligere, og nu til formålet ombygget, detention. Rigspolitiet – der har forestået ombygningen – finder dette venterum fuldt ud tilfredsstillende, og vil foranledige ombygning af yderligere 2 detentioner, således at disse lokaler tillige kan fungere som venterum.

Frederiksberg Politi vil herefter råde over 3 venterum, som alle – efter Rigspolitiets vurdering – vil være fuldt ud acceptable."

På tidspunktet for inspektionen den 15. september 2004 havde denne ombygning fundet sted. Frederiksberg Politi råder således nu over tre venterum som har samme størrelse som detentionerne (ca.7-8 m2), og som alle – ligesom detentionerne – har videoovervågning mv. Alle tre venterum var optaget på tidspunktet for inspektionen så jeg havde ikke mulighed for at besigtige dem nærmere, men jeg kiggede kortvarigt gennem indkigshullet i dem alle tre. Jeg så endvidere at videoovervågningen og lyttefunktionen fungerede. Det blev i den forbindelse oplyst at politistationen inden for meget kort tid ville få nyt overvågningsudstyr (bl.a. med farveskærm). Der var gjort klar hertil i et andet (større) lokale som fremover skulle fungere som vagtstue.

På grund af den manglende egentlige besigtigelse af venterummene var det ikke muligt at tjekke om venterummene efter ombygningen lever op til alle kravene/principperne om indretning af venterum i Justitsministeriets vejledning fra august 1992 om indretning af nye politibygninger – som ifølge forordet efter omstændighederne også finder anvendelse i forbindelse med ombygningsarbejder i politiets eksisterende lokalemasse. Jeg har imidlertid noteret mig at det venterum som Rigspolitiet havde ombygget på tidspunktet for Rigspolitiets brev af 19. august 2004, efter Rigspolitiets opfattelse er fuldt ud tilfredsstillende.  

For så vidt angår anbringelser i venterummene lægger jeg til grund at venterummene udelukkende anvendes til kortvarige ophold. Der blev ikke under inspektionen oplyst nærmere herom.

Jeg foretager mig ikke videre vedrørende venterummene på politistationen på Frederiksberg. 

Rigspolitichefen, Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg modtager kopi af dette brev.


Med venlig hilsen

Lennart Frandsen
Inspektionschef