Sagens baggrund:
En (på det tidspunkt) 90-årig kvinde gik en dag i februar 2003 ind på et apotek for at hente sin medicin. Her blev hun væltet omkuld af en tyv, der stjal en indsamlingsbøsse fra Frelsens Hær. Hun pådrog sig derved forskellige skader, blandt andet brækkede hun sit venstre lårben der måtte sættes sammen med to skruer. Hun var i første omgang indlagt i 14 dage. Senere, i april 2003, blev hun indlagt påny til operation. Hun var ved denne lejlighed indlagt i 3 uger.
I begyndelsen af marts 2003 anmeldte den 90-årige kvindes børn sagen til politiet. Politiet undersøgte sagen og gennemså blandt andet en videooptagelse fra apoteket. Politiet mente på den baggrund ikke at der var tilstrækkeligt grundlag for at rejse en straffesag mod tyven, idet det ikke kunne bevises at han forsætligt havde skubbet kvinden.
Politiet oversendte sagen til Erstatningsnævnet der den 23. september 2003 afviste at give kvinden erstatning. Nævnet henviste til at det kun kan udbetale erstatning og godtgørelse for personskade, der er sket ved overtrædelse af straffeloven, og at det ikke ”med tilstrækkelig sikkerhed” kunne antages at det var tilfældet i denne sag.
Nævnet lagde vægt på af det fremgik af en vidneforklaring og af politiets beskrivelse af en videooptagelse af hændelsesforløbet at kvinden ”formentlig ved et hændeligt uheld er blevet skubbet omkuld.”
I et brev af 2. oktober 2003 skrev den 90-årige kvinde blandt andet til nævnet: ”Jeg blev skubbet omkuld, den pågældende morgen ... af en butikstyv, idet han skulle ud med sine tyvekoster. Derom bør der ikke herske tvivl, thi det er et faktum og ingen har da til nu rejst tvivl derom. Butikstyveri er mig bekendt en overtrædelse af straffeloven.” Samtidig bad kvinden nævnet om – hvis nævnet fastholdt sit afslag – at ”orientere mig om, hvorledes og til hvem Deres afgørelse kan ankes”.
Kvinden pegede desuden på at hendes fald havde kostet ”store smerter og ulemper” samt konstante udgifter til medicin og leje af rullestol på 2.500 kroner på måned.
Den 8. oktober 2003 sendte nævnet en kopi af en afhøringsrapport til kvinden og bad hende om hendes eventuelle bemærkninger hertil inden 14 dage.
Den 20. oktober 2003 skrev kvinden igen til nævnet. Hun skrev bl.a.: ”Tillad mig at foreslå, at De aflægger mig et besøg, jeg kan kun dårligt komme til Dem, for at høre, hvad der egentlig foregik på apoteket den morgen.”
De 4. november 2003 skrev Erstatningsnævnet til kvinden at nævnet ”efter en fornyet gennemgang af sagen” måtte fastholde at hun ikke kunne få erstatning, idet der var tale om et hændeligt uheld.
Kvinden skrev igen den 12. november 2003 til nævnet og afviste at der ”bare” var tale om et ”skub”: ”Har De forestillet Dem, hvor meget kraft, der skal til for at vælte en person om på gulvet? I mit tilfælde røg jeg hen ad gulvet med rollator og det hele. Min pointe her er naturligvis, at der skal meget mere kraft til at vælte en person med rollator end uden, for personer med rollator har jo noget at støtte sig til. Som overfor anført røg jeg hen ad gulvet, hvilket fik en herre bag mig til at udbryde: ’Det var et ordentligt skub, du fik, hva.’ ” – Samtidig bad kvinden igen nævnet om ankevejledning.
Erstatningsnævnet fastholdt i brev af 18. november 2003 sin afgørelse og vejledte kvinden om at nævnets afgørelse kunne indbringes for domstolene.
Den 8. januar 2004 klagede kvindens søn til Folketingets Ombudsmand, der bad Erstatningsnævnet om en udtalelse.
Nævnet svarede den 19. februar 2004 at det beklagede at det ikke havde sendt en kopi af de faktiske oplysninger i sagen til kvinden således at hun kunne komme med sine bemærkninger hertil inden det traf afgørelse. Nævnet beklagede også at det ikke på et tidligere tidspunkt end i brevet af 18. november 2003 havde vejledt hende om at nævnets afgørelse kunne indbringes for domstolene.
Erstatningsnævnet oplyste endvidere at det ikke selv havde set den pågældende videooptagelse, men alene lagt vægt på politiets oplysninger om indholdet. Nævnet oplyste dertil at det ”ikke foretager selvstændig efterforskning i de sager, der indbringes for nævnet”, men ”træffer afgørelse på baggrund af det efterforskningsmateriale, som nævnet modtager fra politiet.”
Den 90-årige kvinde kommenterede i brev af 1. marts 2004 nævnets oplysninger: ”For mig er det uantageligt at Erstatningsnævnet har afgjort min sag på baggrund af vidneforklaring, hvoraf det fremgår, at vidnet ikke har set noget som helst og en videooptagelse som Erstatningsnævnet ikke selv har set.”
Folketingets Ombudsmand bad den 12. marts 2004 nævnet redegøre for i hvilket omfang nævnet er forpligtet til at foretage en selvstændig oplysning af sagerne - set i lyset af nævnets oplysninger om at det ikke selv havde set videooptagelsen i den konkrete sag, og i det hele taget alene træffer afgørelser baseret på politiets materiale i sagerne.
Erstatningsnævnet oplyste i to efterfølgende udtalelser at nævnets sager alene behandles på skriftligt grundlag, ”hvori fotografier dog kan indgå”, hvorimod nævnet ikke anvender lydbånd, videooptagelser, besigtigelser og/eller mundtlige forklaringer, ”idet brug af sådanne midler ... let ville få karakter af efterforskning,” der ”henhører under politiet alene.”
Folketingets Ombudsmand har nu afgivet sin endelige udtalelse i sagen. Heraf fremgår det:
- At det som udgangspunkt kræves at skadevolderen - i dette tilfælde tyven - har handlet forsætligt.
Imidlertid indeholder § 249 i straffeloven en bestemmelse hvorefter det er tilstrækkeligt at skadevolderen har handlet uagtsomt. Det fremgår af nævnets årsberetning for 1999 at nævnet tidligere har givet erstatning til en kvinde, efter at hun på gaden var blevet væltet omkuld (ved uagtsomhed) af en tyv, der flygtede fra en butik. Den pågældende kvinde, der brækkede venstre lårben og fik indsat kunstigt hofteled, fik bl.a. på grund af skadens betydelige omfang 21.000 kroner i godtgørelse for varigt mén og 38.000 kroner for svie og smerte.
Ombudsmanden bemærker at nævnet ikke ses at have overvejet om tyven i den konkrete sag har udvist samme grad af uagtsomhed, og den 90-årige kvinde derfor på samme vis havde ret til erstatning.
- At det er et grundlæggende princip i al forvaltning at den enkelte myndighed - i dette tilfælde Erstatningsnævnet - har pligt til at fremskaffe de oplysninger der er nødvendige for at kunne træffe en lovlig og rigtig afgørelse. (official- eller undersøgelsesprincippet.)
Erstatningsnævnet har oplyst at det ikke bruger blandt andet videooptagelser - og at nævnet dermed ikke anvender de midler til at opklare sagerne, som nævnet ellers efter almindelige forvaltningsretlige regler og lovgivningen på området har ret (hjemmel) til at anvende. Folketingets Ombudsmand mener at ”en generel begrænsning” af sagsoplysningen - for eksempel ved at nævnet ikke vil se videooptagelser eller lignende - er ”i strid med officialprincippet og som sådan uholdbar.”
Nævnets oplysninger om, at brug af for eksempel videooptagelser vil kræve at flere sager skal behandles på et nævnsmøde frem for ved skriftlig cirkulation blandt nævnets medlemmer, er ifølge ombudsmanden ikke et sagligt relevant hensyn.
- Folketingets Ombudsmand mener at der i den konkrete sag ikke var noget til hinder for at nævnet selv havde gennemset den pågældende videooptagelse, ligesom nævnet ikke har været afskåret fra at indhente en erklæring fra den 90-årige kvinde eller forsøge at få oplyst identiteten på andre vidner for derved at få sagen bedre belyst.
Den 90-årige kvinde har i denne sag åbenbart følt at hun ikke havde fået tilstrækkelig mulighed for at forklare sig, og det er ombudsmandens opfattelse at nævnets oplysningsgrundlag i sagen ikke var tilstrækkeligt.
- Erstatningsnævnet har beklaget at det ikke har sendt politirapporter af betydning for sagens afgørelse til den 90-årige kvinde. Der var tale om en afhøring af en ansat på apoteket, der mente at den 90-årige var blevet skubbet ved et uheld. Folketingets Ombudsmand er enig i at den 90-årige kvinde burde have været partshørt, og ombudsmanden mener at det er beklageligt at det ikke skete.
- Folketingets Ombudsmand finder det også beklageligt at nævnet ikke allerede den 8. oktober 2003 på den 90-årige kvindes direkte forespørgsel vejledte hende om at hun kunne indbringe sagen for domstolene eller ombudsmanden. Det skete først i brev af 18. november 2003 da kvinden på ny havde bedt om denne vejledning - og da henviste nævnet alene til at hun kunne indbringe sagen for domstolene, hvorimod intet blev oplyst om muligheden for at klage til ombudsmanden.
- Folketingets Ombudsmand har bedt Erstatningsnævnet om fremover at anvende de midler, lovgivningen giver mulighed for, til at sikre en tilstrækkelig belysning af sagerne.
Læs sagen i Folketingets Ombudsmands beretning 2005.223