Den 26. oktober 2018 udsendte ombudsmanden en pressemeddelelse om, at undersøgelsen vedrørende forholdene for børn i Udrejsecenter Sjælsmark forventes at være afsluttet i første halvdel af december 2018.
Den 21. november 2018 er der imidlertid i Folketinget fremsat forslag til folketingsbeslutning nr. B 50 om indkvartering af børnefamilier, der har fået afslag på asyl.
Da ombudsmanden ikke kan bedømme forhold, som Folketinget eller et af Folketingets udvalg har taget stilling til, har ombudsmanden skrevet til Folketinget, at han finder det rigtigst at lade sin redegørelse i sagen afvente Folketingets behandling af beslutningsforslaget.
Læs ombudsmandens brev til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Tidligere pressemeddelelse om sagen
Yderligere oplysninger:
Områdechef Susanne Veiga 33 13 25 12.
OMBUDSMANDEN OG FOLKETINGET
- Folketinget er ikke en del af den offentlige forvaltning og er derfor ikke omfattet af ombudsmandens kompetence. Det betyder bl.a., at ombudsmanden ikke kan behandle en sag, som Folketinget eller et folketingsudvalg har taget stilling til.
- Når Folketinget fremsætter beslutningsforslag om et emne, som ombudsmanden er ved at undersøge, kan det således have betydning for, om ombudsmanden har kompetence til at behandle sagen. Det afgørende er, om Folketinget ved behandlingen af beslutningsforslaget tager egentlig stilling til spørgsmål, som er omfattet af ombudsmandens undersøgelse.
- Først når behandlingen af beslutningsforslaget er afsluttet, kan ombudsmanden vurdere, om han har kompetence til at fortsætte sin behandling af sagen.
SAGENS FORLØB HOS OMBUDSMANDEN
- 10. og 23. oktober 2017: Uanmeldte tilsynsbesøg på Udrejsecenter Sjælsmark.
- 10. januar 2018: Høring til Udrejsecenter Sjælsmark med spørgsmål til bl.a. børnenes trivsel, aktiviteter for børn og maden på udrejsecenteret.
- 15. marts 2018: Svar på høringen via Direktoratet for Kriminalforsorgen.
- Maj – november 2018: Ombudsmanden har indhentet supplerende oplysninger fra Røde Kors, Kriminalforsorgen Hovedstaden og Udlændingestyrelsen.