Ombudsmanden undersøger ny begrundelse for at tilbageholde brevveksling om kronprinsen og IOC

22-05-2018

I en udtalelse af 24. april 2018 konkluderede ombudsmanden, at brevveksling mellem regeringen og kongehuset om kronprinsens opgaver som medlem af Den Internationale Olympiske Komite (IOC) ikke er intern i offentlighedslovens forstand, og at den derfor som udgangspunkt er omfattet af ret til aktindsigt. Ombudsmanden tog ikke stilling til, om brevvekslingen eventuelt ville kunne undtages efter andre bestemmelser i offentlighedsloven end dem, der vedrører interne dokumenter. 

Kulturministeriet har herefter truffet ny afgørelse i sagen. Nogle oplysninger er blevet udleveret, mens andre oplysninger stadig er tilbageholdt. Denne gang med henvisning til andre bestemmelser i offentlighedsloven. Ombudsmanden skal nu tage stilling til ministeriets nye afgørelse. Den pågældende journalist har nemlig igen klaget til ombudsmanden. 

”Det har været fremme i medierne, at Kulturministeriet ikke skulle have fulgt min udtalelse, fordi ministeriet ikke har udleveret alle dokumenter til journalisten. Det er forkert. Ministeriet har taget min opfattelse til efterretning og fulgt min henstilling om at træffe en ny afgørelse,” siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Ombudsmanden forklarer nærmere: 

”Jeg finder ikke, at de pågældende dokumenter er interne. Derfor har jeg henstillet til Kulturministeriet igen at tage stilling til journalistens anmodning om aktindsigt. Det har ministeriet nu gjort og er kommet frem til, at oplysningerne kan tilbageholdes efter andre bestemmelser i offentlighedsloven. Det er dette spørgsmål, jeg nu ser på”, siger Jørgen Steen Sørensen. 

Nye spørgsmål til Kulturministeriet
Mens Kulturministeriet tidligere afviste at give aktindsigt i dokumenterne med henvisning til, at brevvekslingen er intern, henviser ministeriet nu til andre bestemmelser i offentlighedsloven. Ifølge ministeriets nye afgørelse er hemmeligholdelse nødvendig af hensyn til dels udenrigspolitiske interesser, dels ”private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet”. 

Ombudsmanden har bedt Kulturministeriet om at svare på nogle spørgsmål, og herefter får journalisten lejlighed til at kommentere ministeriets svar, før ombudsmanden kommer med en ny udtalelse.
 

Se ombudsmandens udtalelse af 24. april 2018 (FOB 2018-13) 

Se ombudsmandens nyhed af 7. maj 2018 

Se Kulturministeriets nye afgørelse af 7. maj 2018 

Se ombudsmandens brev til Kulturministeriet

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52

Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12     
 

FAKTA 

RELEVANTE PARAGRAFFER I OFFENTLIGHEDSLOVEN:

 § 7. Enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

(…)

 § 23. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter. Som interne dokumenter anses

1) dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående,

(…)

Stk. 2. Dokumenter omfattet af stk. 1, der afgives til udenforstående, mister deres interne karakter, medmindre afgivelsen sker af retlige grunde, til forskningsmæssig brug eller af andre lignende grunde.

 § 32. Retten til aktindsigt kan af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, begrænses, i det omfang fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser el.lign.

Stk. 2. (…)

 § 33. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til:

(…)

5) Private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.