Justitsministeriet lover hurtigere svar i sager om aktindsigt

28-11-2018

Justitsministeriet har gennem længere tid haft vanskeligheder med at leve op til de krav til sagsbehandlingstiden i aktindsigtssager, som fremgår af offentlighedsloven og lovens forarbejder. Men en række konkrete initiativer skal med virkning fra årsskiftet give reelle forbedringer på området. Det skriver Justitsministeriet til Folketingets Ombudsmand. 

Ud over at tilføre yderligere medarbejdere til at behandle aktindsigtssager har ministeriet bl.a. omlagt sagsgange og ændret høringsprocesser. Og ministeriet vil som noget nyt fra årsskiftet hver måned offentliggøre aktuelle sagsbehandlingstider for aktindsigtssager på ministeriets hjemmeside. 

Ombudsmanden ser positivt på meldingen fra Justitsministeriet.
”Mit indtryk er, at Justitsministeriet med de iværksatte initiativer gør sig store anstrengelser for at skabe reelle forbedringer. Det afgørende er nu, at journalister og andre fremover faktisk får svar så hurtigt, som de har krav på”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Ministeriet har haft problemer i længere tid
Ombudsmanden har i længere tid været opmærksom på lange sagsbehandlingstider i Justitsministeriet, når journalister og andre søger aktindsigt, og tidligere initiativer fra ministeriet har vist sig ikke at rykke det overordnede billede væsentligt. Derfor udtrykte ombudsmanden i juli 2018 alvorlig bekymring over Justitsministeriets sagsbehandlingstider i disse sager. Ombudsmanden efterlyste samtidig reelle og varige forbedringer på området. 

Ifølge offentlighedsloven skal en anmodning om aktindsigt – som udgangspunkt – færdigbehandles inden 7 arbejdsdage. Og de mest omfattende eller komplicerede sager skal tilstræbes at være færdigbehandlet inden for 40 arbejdsdage. Næsten hver 10. sag i 2017 var imidlertid mere end 100 arbejdsdage undervejs i Justitsministeriet. 

Justitsministeriet har nu i et svar til ombudsmanden oplyst, at ministeriet er meget bevidst om behovet for markant handling på området. Ministeriet har redegjort for en række nye initiativer, hvoraf størstedelen nu er iværksat.
 

Se ombudsmandens brev af 27. november 2018 til Justitsministeriet her

Se Justitsministeriets svar af 31. august og 5. november 2018 samt redegørelsen i sagen her. 

Se ombudsmandens brev af 2. juli 2018 og den tidligere nyhed i sagen her.

 
Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, telefon 20 33 97 52 

Souschef, Kristine Hedegaard, telefon 33 13 25 12.
 

Kort om sagen: 

  • En undersøgelse af Justitsministeriets sagsbehandlingstider i 2017 viste, at journalister og andre, der søger om aktindsigt i Justitsministeriet, i mange tilfælde må vente for længe på svar. I 2017 var næsten hver 10. sag mere end 100 arbejdsdage undervejs. Heraf strakte flere sig over mere end 200 arbejdsdage. 
  • Ombudsmanden undersøgte også Justitsministeriets sagsbehandlingstider tilbage i 2016. Dengang erkendte ministeriet problemerne og meddelte ombudsmanden, at der ville blive taget en række initiativer til at nedbringe sagsbehandlingstiderne. 
  • I undersøgelsen af situationen i 2017 konkluderede ombudsmanden, at der siden 2016 kun var sket mindre forbedringer. 
  • Ombudsmanden bad på den baggrund i juli 2018 Justitsministeriet om at sikre, at der nu kommer reelle og varige forbedringer på området. Ombudsmanden orienterede samtidig Folketingets Retsudvalg om sagen.
     

OFFENTLIGHEDSLOVENS REGLER 

  • I offentlighedsloven er der fastsat følgende om sagsbehandlingstiden, når der anmodes om aktindsigt:
    ”Vedkommende myndighed m.v. afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. ...” 
  • Det følger af forarbejderne til loven, at de mest omfattende eller komplicerede sager skal tilstræbes at være færdigbehandlet inden for 40 arbejdsdage
  • I sager, hvor en klageinstans, f.eks. Justitsministeriet, behandler en klage over afslag på aktindsigt, er der i offentlighedsloven fastsat følgende:
    ”Klageinstansen skal inden 20 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage over en afgørelse om aktindsigt have færdigbehandlet klagen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet ikke er muligt.”