Sag forsvandt i statsforvaltningen

02-06-2008

Lemfældig og sjusket sagsbehandling. Sådan karakteriserer Folketingets Ombudsmand behandlingen af en sag i Statsforvaltningen Sjælland. Sagen handler om et ældre par på Holbæk-egnen der søgte om fritagelse for at betale omkostninger ved en såkaldt skelforretning.

Parrets hus havde slået revner på grund af trafikken tæt ved huset, og for at kunne rejse sag om erstatning mod kommunen var det nødvendigt at fastslå grænsen mellem kommunevejen og huset. Derfor søgte husejeren i september 2006 det daværende Statsamtet Vestsjælland om fritagelse for at betale udgifterne ved en sådan skelforretning. Men det var først 16 måneder og en henvendelse fra ombudsmanden senere at ansøgeren fik sit svar. Undervejs var der begået en række alvorlige sagsbehandlingsfejl.

Ansøgeren rykkede for svar den 10. januar 2007, og fik i brev af 9. februar 2007 besked om at sagen fortsat var under behandling. Samtidig skrev statsforvaltningen et brev til kommunen hvor sagen blev blandet sammen med en anden sag om en anden borger. Den 8. august 2007 rykkede ansøgeren igen, men fik intet svar. Først efter at ombudsmanden gik ind i sagen i december 2007, traf statsforvaltningen afgørelse den 29. januar 2008.

Statsforvaltningen forklarede ombudsmanden at det på grund af tekniske problemer ikke havde været muligt automatisk at overføre sager af denne art da statsamtets opgaver overgik til statsforvaltningen den 1. januar 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Derfor var sagen ikke blevet opfanget i erindringssystemet, men var fejlagtigt blevet henlagt på arkiv.

Ombudsmanden konkluderer at statsforvaltningens behandling af sagen har været ”meget kritisabel”.

”Jeg har forståelse for de vanskeligheder som opstod da statsamterne blev nedlagt og de nye statsforvaltninger blev oprettet, men alligevel er det ikke rimeligt at borgerne udsættes for en lemfældig og sjusket sagsbehandling,” siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

Borgeren blev i øvrigt fritaget for at betale for sin del af skelforretningen.

Du kan læse hele ombudsmandens udtalelse her

 

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Morten Engberg på tlf. 33 43 54 44 eller ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr. 40 43 45 43.

 

Fakta 

Ordnede forhold, herunder effektive arbejdsgange, er en forudsætning for at en forvaltningsmyndighed kan behandle sagerne på betryggende måde. Det gælder både i forhold til hensynet til at behandle sager inden for en rimelig tid og i andre henseender. Det er derfor i strid med god forvaltningsskik hvis sagstilrettelæggelsen ikke lever op til dette.

 

 

Folketingets Ombudsmand er nedsat for at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Han er valgt af Folketinget og kan således ikke behandle sager vedrørende Folketinget, ligesom han heller ikke kan behandle klager over landets domstole. Ombudsmanden kan behandle klager over forvaltningsmyndighederne, men han kan også tage sager op på eget initiativ.