Inspektion af venterum i Odense den 20. april 2005 - Afsluttende brev

 

 

Brev sendt til Politimesteren i Odense:

Vedrørende besigtigelse af venterum på politistationen i Odense

Jeg har den 7. november 2005 sendt et brev til Politimesteren i Odense om besigtigelsen af venterummene i Odense. I brev af 10. november 2005 har politimesteren besvaret de spørgsmål jeg stillede i ovennævnte brev.

I forbindelse med min inspektion den 20. april 2005 af detentionen i Odense, foretog jeg som nævnt tillige besigtigelse af venterummene i Odense.

Om venterummene dette sted oplyste Rigspolitichefen i brev af 12. september 2005 følgende:

"...
Ved inspektionen af venterummene, som alle er indrettet før 1992, blev 4 rum hos ordenspolitiet opmålt til ca. 5 m², mens 2 rum hos kriminalpolitiet blev opmålt til henholdsvis ca. 4,6 m² og ca. 5,5 m².

Rigspolitiet bemærkede, at Justitsministeriets vejledende retningslinier ikke var opfyldt med hensyn til røgmeldere og ventilationsriste.

Odense Politi har i juli måned 2004 meddelt Rigspolitiet, at røgmeldere nu er installeret, ligesom defekte ventilationsriste er blevet udskiftet.

Rigspolitiet finder herefter, at venterumsforholdene på politigården i Odense – uagtet at ét af venterummenes gulvareal udgør 4,6 m² – må betegnes som acceptable."

Ved min besigtigelse – der som nævnt skete den 20. april 2005 – fik jeg forevist 4 venterum som efter det oplyste anvendes af både ordens- og kriminalpolitiet. Efter at have læst Rigspolitichefens ovennævnte brev, måtte jeg herefter forstå at jeg ikke den 20. april 2005 fik forevist de 2 sidste venterum.

Jeg bad i brev af 7. november 2005 politimesteren oplyse om der som nævnt i Rigspolitichefens brev er 2 yderligere venterum, og i givet fald hvorfor jeg ikke fik fremvist disse.

For så vidt angår de 4 venterum jeg fik forevist under inspektionen, så var disse ens i størrelse og indretning. Jeg gik derfor ud fra at disse 4 rum var identiske med de rum som Rigspolitichefen i brevet af 12. september 2005 oplyste har et areal på 5 m²

Under besigtigelsen blev jeg opmærksom på at der i flere af dørkarmene – på indersiden af dørene ind til venterummene – var huller med en diameter på ca. 1,2 cm.

Jeg udtalte allerede under inspektionen kritik af de nævnte huller i dørkarmene idet disse kan anvendes til fastgørelse af genstande som er egnede til suicidalforsøg. Jeg henstillede derfor i brev af 7. november 2005 at hullerne blev lukket. Jeg bad politimesteren om at orientere mig om hvad min henstilling gav anledning til.

I brev af 10. november 2005 har politimesteren vedlagt et foto der viser at der i hullerne i dørkarmene er svejset en metalskive på, og at hullerne dermed er effektivt lukkede.

Jeg tager det oplyste til efterretning og foretager mig ikke videre i anledning af dette punkt.

I brev af 7. november 2005 meddelte jeg at jeg efter min besigtigelse den 20. april 2005 for så vidt angår disse 4 rum i øvrigt kunne tilslutte mig Rigspolitichefens vurdering af venterummene. Jeg bemærkede at kaldeanlægget blev afprøvet under besigtigelsen, og at det virkede. Jeg bemærkede endvidere at det under inspektionen blev oplyst at røgmeldere var indbygget i udsugningsanlægget, og at erindringslamperne var placeret udenfor hvert af de 4 venterum.

For så vidt angår de 2 resterende venterum som jeg ikke blev forevist, har politimesteren den 10. november 2005 skrevet således:

"...
Pensioneret politiinspektør Christian Sohn,- nu politiassistent i politireserven – der på vegne af Odense Politis ledelse ledsagede inspektionschefen og hans medarbejdere under inspektionen, har i notits af d.d. nærmere redegjort for årsagen til den manglende forevisning, der skyldtes en intern kommunikationsfejl.

Jeg har taget notitsen til efterretning og skal tilføje, at inspektionschefen på ethvert tidspunkt naturligvis er velkommen til at besigtige også disse venterum, der i juli 2004 blev indrettet i overensstemmelse med krav fra rigspolitichefens bygningsafdeling."

Jeg har noteret mig at det var en fejl at jeg ikke fik forevist disse to venterum. Jeg har endvidere noteret mig politimesterens oplysning om at disse venterum i juli måned 2004 blev indrettet i overensstemmelse med de krav som Rigspolitichefens bygningsafdeling stillede på daværende tidspunkt. Jeg går ud fra at eventuelle huller i dørkarmene ind til disse rum også er blevet lukket forsvarligt.

Jeg går endvidere ud fra at det ene af de to rum, er dét som Rigspolitichefen har udmålt til at have et gulvareal på 4,6 m².

For så vidt angår størrelseskravet til venterum har Rigspolitichefen den 5. juli 2005 meddelt mig at Rigspolitiets holdning er at størrelsen af venterum bør være mindst 5 m², og at det er Rigspolitiets opfattelse at der ikke bør anvendes venterum på under 4 m².

Som nævnt ovenfor mener Rigspolitiet, at venterumsforholdene på politigården i Odense – uagtet at ét af venterummenes gulvareal udgør 4,6 m² – må betegnes som acceptable.

Jeg tilslutter mig dette. Jeg forudsætter dog at politiet i Odense først og fremmest anvender de øvrige venterum som opfylder arealkravet.

Jeg foretager mig ikke videre vedrørende venterummene på politistationen i Odense.

Rigspolitichefen, Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg modtager kopi af dette brev.

                                                                       Med venlig hilsen

                                                                       Lennart Frandsen

                                                                       Inspektionschef