Afsluttende brev til Politimesteren i Gladsaxe:
Vedrørende venterum - j.nr. 0500-60190-00159-05
Hermed bekræfter jeg modtagelsen af politimesterens brev af 18. januar 2006.
I min rapport af 13. december 2005 om min besigtigelse den 5. december 2005 af venterum i Gladsaxe Politistation pegede jeg på at en søjle i det besigtigede venterum muligvis kunne udgøre en (vis) sikkerhedsrisiko og jeg gik ud fra at politimesteren ville overveje om der er behov for at sikre at søjlerne ikke udgør en sikkerhedsrisiko.
Politimesteren har i brevet af 18. januar 2006 anført at der er foretaget en nøje vurdering af om der er behov for sikring af søjler, der er en integreret del af henholdsvis gulv og loft og en del af den bærende konstruktion på bygningen. Søjlen er glat og uden fremspring. Politimesteren har ikke fundet grundlag for en sikring.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg gav i rapporten udtryk for den opfattelse at der – udover det sikkerhedsmæssige –var behov for at der skete en renovering af det besigtigede venterum som fremstod noget ramponeret, og som efter det oplyste ikke havde været istandgjort i omkring 30 år. Jeg henstillede at dette skete og jeg udbad mig underretning om hvad der skete i den anledning.
Politimesteren har oplyst at venterummet – og det identiske venterum ved siden af – er renoveret og malet.
Jeg tager det oplyste til efterretning.
Jeg henledte i rapporten opmærksomheden på at det kan give problemer at døren til venterummene åbner indad, og gjorde opmærksom på at jeg ved tidligere besigtigelser af venterum har henledt opmærksomheden på at det forhold at dørene åbner indad kan udgøre et sikkerhedsmæssigt problem for personalet.
Jeg havde dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgive henstilling om ændring heraf.
Politimesteren har oplyst at der er bestilt nye døre der åbnes udad, og at de vil blive installeret formentlig i uge 9 i 2006.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Under besigtigelsen var der nogen usikkerhed om hvorvidt der var installeret røgmeldere i venterummene. Jeg henstillede at dette blev undersøgt og at der i benægtende fald skete installation heraf.
Politimesteren har oplyst at der i venterummene nu er installeret røgalarmer.
Jeg har taget det oplyste til efterretning.
Jeg foretager ikke videre.
Med venlig hilsen
Lennart Frandsen
Inspektionschef