Pressemeddelelse og invitation til pressebriefing tirsdag den 15. marts 2005 klokken 11

10-03-2005

Omkring 100 ombudsmænd og deres repræsentanter fra hele Europa samt enkelte lande i Mellemøsten og Afrika samles i København i dagene omkring den 1. april 2005 i anledning af Folketingets Ombudsmands 50 års jubilæum.

Den 1. april 2005 er det 50 år siden at Danmarks første ombudsmand, professor Stephan Hurwitz, tog plads bag sit skrivebord på Christiansborg. Siden 1955 har fire forskellige ombudsmænd – og en voksende stab af medarbejdere – behandlet 97.160 sager. Og i årenes løb har den danske ombudsmandsinstitution dannet skole for oprettelsen af lignende institutioner overalt i verden.

I dag findes der ombudsmænd – eller menneskerettighedskommissærer – i omkring 100 lande.

Fra den 30. marts til den 2. april 2005 får Folketingets Ombudsmand besøg af ombudsmænd eller deres stedfortrædere fra Sverige, Storbritannien, Færøerne, Ghana, Andorra, Serbien og Montenegro, Frankrig, Armenien, Albanien, Luxembourg, Spanien, Tyskland, Kosovo, Estland, Liechtenstein, Norge, Tyrkiet, Tjekkiet, Israel, Slovenien, Gibraltar, Island, Ungarn, Grækenland, Ukraine, Østrig, Rusland, Bosnien-Herzegovina, Kroatien, Grønland, Belgien, Rumænien, Makedonien, Cypern, Irland, Finland, Holland, Georgien, Litauen, Polen, Moldova, Malta og Aserbajdsjan.

Også EU-ombudsmand Nikiforos Diamandouros og Europarådets Menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles kommer til København for at deltage i jubilæet.

De mange internationale gæster skal – ud over at fejre den danske ombudsmandsinstitution – holde seminar om hvordan demokratiske institutioner bedst udvikles og støttes, og deltage i et symposium om udviklingen af "ombudsmandskonceptet". Desuden skal de europæiske ombudsmænd mødes med Europarådets Menneskerettighedskommissær.

Folketingets Ombudsmand, professor, dr.jur. Hans Gammeltoft-Hansen, vil orientere den internationale presse om jubilæet ved et uformelt møde i International Press Centre, Vestergade 2, København.

Mødet finder sted tirsdag den 15. marts 2005 klokken 11.

Også den danske presse er velkommen.