Folketingets Ombudsmand undersøger ikke sag om Finansministeriets vurdering af valgudspil

01-02-2005

Folketingets Ombudsmand, professor, dr. jur. Hans Gammeltoft-Hansen, har i dag besluttet ikke at undersøge sagen om Finansministeriets vurdering af Socialdemokraternes jobplan "Made in Denmark."

Ombudsmanden har lagt vægt på at han bør udvise tilbageholdenhed med at behandle klager fra et politisk parti over regeringen i sager som efter deres karakter, og allerede i deres udspring, er tæt forbundet med den politiske kamp, i dette tilfælde det kommende valg til Folketinget.

Et centralt spørgsmål i en eventuel undersøgelse ville være at klarlægge hvorvidt man i Finansministeriet – da ministeriet gennemførte vurderingen af den Socialdemokratiske jobplan – kendte til beslutningen om at udskrive valg i løbet af ganske få dage. Et andet tema ville være at undersøge hvorvidt embedsværket fortsatte med at vurdere jobplanen efter at valget var udskrevet. En afklaring af disse spørgsmål vil formentlig kræve en bevismæssig undersøgelse. Den slags undersøgelser er Folketingets Ombudsmand ikke egnet til at foretage.

Ombudsmandens brev til Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe er vedlagt denne meddelelse.