Inspektion af venterum på politistationen i Skagen den 7. oktober 2003 - Opfølgning

 

 

Den 20. januar 2004 afgav jeg en endelig rapport om min inspektion den 7. oktober 2003 af venterummene på politistationen i Skagen. I rapporten bad jeg Politimesteren i Frederikshavn og Justitsministeriet om oplysninger mv. vedrørende nærmere angivne forhold.

Jeg modtog herefter udtalelser af 28. maj og 19. november 2004 fra Politimesteren i Frederikshavn og Justitsministeriet.

Jeg skal herefter meddele følgende:

Ad 2. Venterummene på politistationen i Skagen

Jeg konstaterede under inspektionen at dørene til de to venterum åbnede indad, og at dørene ikke var udstyret med en dørspion/inspektionslem. Under henvisning til den selvmordsrisiko som er forbundet med indvendigt placerede hængsler, henstillede jeg til politimesteren at foranledige at dørene blev vendt, eller at problemet blev løst på anden vis. Jeg henledte endvidere politimesterens opmærksomhed på at det forhold at dørene åbner indad, også kan udgøre et sikkerhedsmæssigt problem for personalet på politistationen.

Hvad angår spørgsmålet om dørspioner eller lignende indretninger, orienterede jeg i rapporten om det som jeg generelt har anført over for Justitsministeriet i forbindelse med inspektionen af venterummene på politistationen i Esbjerg.

Politimesteren har den 28. maj 2004 oplyst at der er blevet monteret dørspioner i dørene. Politimesteren har endvidere den 17. november 2004 telefonisk oplyst over for Justitsministeriet at dørene til venterummene er blevet vendt.

Jeg tager det oplyste til efterretning.

Bænkene i venterummene målte 109 cm i længden. Jeg henstillede til politimesterens overvejelse at foranledige at bænkene blev udskiftet eller forlænget således at det blev muligt for den venterumsanbragte at ligge ned.

Politimesteren har den 17. november 2004 telefonisk oplyst over for Justitsministeriet at bænkene er blevet udskiftet.

Jeg har noteret mig det oplyste. Jeg går ud fra at de nye bænke har en længde som gør det muligt for den venterumsanbragte at ligge ned, og jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Jeg konstaterede at der er monteret slagfast plexiglas i vinduet i begge venterum. Jeg konstaterede endvidere at glasset kun i det ene venterum var matteret. Jeg gik i fortsættelse af mine bemærkninger herom under inspektionen ud fra at den klare rude i det andet venterum var blevet udskiftet til en matteret rude, eller at det på anden måde var sikret at der ikke er indkig udefra. Jeg bad for en ordens skyld politimesteren om at bekræfte om dette var tilfældet hvilket politimesteren har gjort.

Jeg har noteret mig det oplyste.

I rapporten anførte jeg følgende om indikatorlamper:

"Der er ikke røde lamper i forrummet eller på gangen uden for forrummet der markerer at det pågældende venterum – eller et af venterummene – er i brug. Det blev under inspektionen på forespørgsel oplyst at politistationen ikke bliver forladt hvis der er personer anbragt i venterummene.

Jeg har noteret mig at politiet i Skagen er opmærksom på at der er en risiko for at glemme at der er personer anbragt i venterummene – også fordi der ikke er en anordning der markerer at (et af) venterummene er i brug. Efter min opfattelse kan der rejses spørgsmål om hvorvidt dette udgør en tilstrækkelig sikkerhed for at ingen bliver glemt. Jeg peger i den forbindelse tillige på reglerne herom i Justitsministeriets vejledning.

Inden jeg foretager videre vedrørende dette spørgsmål i anledning af min inspektion af venterummene på politistationen i Skagen, beder jeg politimesteren og Justitsministeriet om en udtalelse. Jeg beder om at Justitsministeriet forinden indhenter en udtalelse fra Rigspolitichefen."

Politimesteren har den 28. maj 2004 oplyst at der vil blive installeret en indikator (rød lampe) uden for venterummene, således at det markeres når et venterum er i brug. Politimesteren har endvidere den 17. november 2004 telefonisk oplyst over for Justitsministeriet at der er blevet installeret en rød indikatorlampe uden for hvert venterum.

Justitsministeriet har i anledning af mit generelle spørgsmål i citatet ovenfor bedt om oplysning herom hvis ombudsmanden herefter fortsat ønsker en udtalelse fra Justitsministeriet på baggrund af en udtalelse fra Rigspolitichefen.

Jeg har noteret mig at spørgsmålet om indikatorlamper er løst i henseende til venterummene på politistationen i Skagen. Jeg tager dette som et udtryk for at politimesteren er enig med mig i at der ikke uden sådanne indikatorer var tilstrækkelig sikkerhed for ikke at glemme nogen. Jeg går ud fra at Rigspolitichefen er opmærksom på spørgsmålet i forbindelse med den generelle gennemgang af venterum i politikredsene i Danmark, og jeg foretager mig på det foreliggende grundlag ikke mere vedrørende spørgsmålet om indikatorlamper generelt.

Opfølgning

Jeg betragter herefter sagen om inspektionen af venterummene på politistationen i Skagen som afsluttet.

Underretning

Denne rapport sendes til ordenspolitiet i Skagen, Politimesteren i Frederikshavn, Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Folketingets Retsudvalg.

Lennart Frandsen

Inspektionschef