Inspektion af detentionen i Holbæk den 11. juni 2003 - Afsluttende brev

 

 

Afsluttende brev til Justitsministeriet:

Vedrørende j.nr. 2003-11170/14-0001 – inspektion af detentionen i Holbæk

I min endelige rapport af 7. oktober 2003 vedrørende inspektionen den 11. juni 2003 af detentionen i Holbæk bad jeg politimesteren om at oplyse nærmere om praksis med hensyn til underretning af vagthavende under transporten til politistationen og tilkald af læge efter denne underretning, jf. detentionskundgørelsens § 6. Efter denne bestemmelse skal politiet under transporten til politistationen underrette vagthavende om tilbageholdelsen, hvorefter den vagthavende  – dvs. allerede mens politiet er på vej til politistationen med den berusede – skal tilkalde en læge med henblik på lægeundersøgelse af den tilbageholdte.

Politimesteren oplyste i den anledning at vagthavende normalt straks underrettes om alle anholdelser som foretages af patruljen. Reglen i kundgørelsens § 6 følges generelt i de tilfælde hvor der sker anholdelse af berusede personer som åbenbart skal detentionsanbringes. Hvis det ikke er åbenbart at der vil ske detentionsanbringelse, venter vagthavende med at tilkalde læge indtil fremstilling for vagthavende har fundet sted og andre muligheder har været vurderet.

Justitsministeriet udtalte herefter at ministeriet havde fundet det hensigtsmæssigt at indhente en udtalelse fra Rigspolitichefen om den af politimesteren beskrevne praksis. Ministeriet ville vende tilbage til sagen når denne udtalelse forelå.

Med brev af 16. juni 2004 har Justitsministeriet fremsendt kopi af en udtalelse af 12. marts 2004 fra Rigspolitichefen som ministeriet har henholdt sig til. Ministeriet har sendt en kopi af sit brev og af Rigspolitichefens udtalelse til Politimesteren i Holbæk.

Rigspolitichefen har i udtalelsen af 12. marts 2004 anført følgende:

"...
Det følger af detentionskundgørelsens § 6, at ’Under transporten til politistationen underrettes vagthavende om tilbageholdelsen, og den vagthavende skal tilkalde en læge med henblik på lægeundersøgelse af den tilbageholdte, jf. § 14.’

Det fremgår endvidere af detentionskundgørelsens § 9, at hvis en tilbageholdt person løslades efter fremstilling for vagthavende, skal vagthavende straks afbestille den tilkaldte læge.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at det politipersonale, som tilbageholder en beruset person med henblik på indsættelse i detention, som alt overvejende udgangspunkt straks bør underrette vagthavende, således at denne kan tilkalde en læge med henblik på lægeundersøgelse af den tilbageholdte."

Jeg har noteret mig det oplyste, herunder at Politimesteren i Holbæk er orienteret om Rigspolitichefens og Justitsministeriets opfattelse.

Jeg betragter herefter sagen om min inspektion af detentionen i Holbæk som afsluttet.

Med venlig hilsen

Lennart Frandsen

Inspektionschef

 

Kopi er samtidig sendt til:

Politimesteren i Holbæk, j.nr. 1400-10260-00001-03 + bilag

Rigspolitichefen, j.nr. 2003-2011/14-3

Folketingets Retsudvalg