Inspektion af Arresthuset i Aalborg den 26. februar 2003 - Opfølgning nr. 2

 

 

Den 26. april 2004 afgav jeg en opfølgningsrapport vedrørende min inspektion den 26. februar 2003 af Arresthuset i Aalborg. I rapporten meddelte jeg at jeg afventede svar/underretning på nærmere angivne forhold.

Jeg modtog i den anledning en udtalelse af 15. juni 2004 med bilag fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, herunder en udtalelse af 1. juni 2004 fra arresthuset.

Jeg skal herefter meddele følgende:

Ad punkt 2.2.1.  Almindelige celler

I direktoratets tidligere udtalelse oplyste direktoratet at arresthuset i 2003 havde fået en bevilling på 303.700 kr. til celleinventar til 30 celler, og at indkøb af nyt celleinventar til de resterende seks celler som var omfattet af arresthusets ansøgning til direktoratet, ville skulle indgå i arresthusets fremtidige plan for vedligeholdelse. Jeg bad arresthuset om at oplyse mig om planerne med hensyn til udskiftning af celleinventar til de resterende seks celler.

Arresthuset har oplyst at arresthuset har haft kontakt til direktoratet med henblik på en særbevilling til celleinventar til de sidste celler, og at arresthuset endnu ikke har fået svar fra direktoratet i den anledning.

Direktoratet har oplyst at direktoratet (nu) har givet arresthuset meddelelse om at arresthuset får en bevilling til indkøb af det resterende celleinventar.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 2.2.2.  Observationscelle

Jeg noterede mig at arresthuset (telefonisk den 11. februar 2004 til direktoratet) havde oplyst at arresthuset snarest ville indhente tilbud på en ny dør, idet arresthusets tømrer havde vurderet at det ikke var muligt at udbedre problemet med de eksisterende hængsler i døren til observationscellen. Jeg bad arresthuset om at underrette mig når problemet var løst.

Arresthuset har oplyst at de tre hængsler på døren er udskiftet af arresthusets tømrer således at det ikke længere er muligt at anvende dem til at fastgøre genstande i. Direktoratet har henholdt sig hertil.

Jeg tager det oplyste til efterretning.

Ad punkt 3.3.  Fællesskab

Jeg bad om underretning til sin tid om resultatet af direktoratets henvendelse til fredningsmyndighederne med henblik på en afklaring af hvilke muligheder der er for at ændre på strålegårdene, og om hvad der videre skete vedrørende spørgsmålet om at øge anvendelsen af græsarealet i forbindelse med afvikling af gårdtur.

Direktoratet har oplyst at direktoratet i midten af juni 2004 skulle holde møde med fredningsmyndighederne med henblik på afklaring af mulighederne for ændring af cellegårdene. Vedrørende mulighederne for anvendelse af græsplænen har direktoratet henholdt sig til det tidligere oplyste om de sikkerhedsmæssige aspekter. Direktoratet har herudover oplyst at direktoratets sikkerhedstekniske konsulent skulle besøge arresthuset i anden anledning i løbet af sommeren 2004, og at direktoratet ville anmode konsulenten om tillige at vurdere dels mulighederne for at etablere nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger således at græsplænen på sigt vil kunne anvendes, dels de økonomiske konsekvenser heraf.

Jeg har noteret mig det oplyste og afventer fortsat underretning om resultatet af direktoratets henvendelse til fredningsmyndighederne (om udfaldet af mødet som skulle have fundet sted nu) og hvad der videre sker i sagen. Jeg beder desuden om oplysning om resultatet af sikkerhedskonsulentens besøg i arresthuset (som jeg går ud fra også har fundet sted nu).

Ad punkt 4.  Lægebetjening mv.

Jeg noterede mig at det kun er arresthuslægen og sygeplejersken der har nøgle til ska­bet med lægejournaler, men bad arresthuset om at oplyse hvilke muligheder arresthuset har for at få fat i en journal hvis der er behov for det på tidspunkter hvor hverken lægen eller sygeplejersken er til stede, fx i forbindelse med vagtlægebesøg. Arresthuset har oplyst at det ved vagtlægebesøg i nogen udstrækning er muligt at kontakte arresthusets sygeplejerske.Direktoratet har anført følgende: "...
Jeg er opmærksom på de forhold som direktoratet har peget på. Det spørgsmål kan imidlertid rejses om det – henset til at lægejournalen befinder sig i arresthuset, og at der kan være situationer hvor det vil være hensigtsmæssigt at vagtlægen ser journalen – bør være muligt for det vagthavende personale efter generel aftale med arresthusets læge at kunne hente journalen frem. Jeg mener dog ikke at jeg har grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.

Ad punkt 6.4.  Vaskemaskiner og køleskabe

Jeg noterede mig arresthusets oplysninger om at arresthuset var i gang med at indhente tilbud fra diverse håndværkere på etablering af et vaskeri i et uudnyttet rum i arresthuset, og at arresthuset når alle tilbuddene var indhentet, ville rejse sagen over for direktoratet. Jeg bad om underretning om hvad der videre skete i sagen.

Det fremgår af arresthusets og direktoratets udtalelser at arresthuset den 19. februar 2004 sendte en ansøgning til direktoratet om særbevilling til etablering af et vaskeri, og at direktoratet den 5. marts 2004 meddelte arresthuset at ansøgningen var sat på venteliste for 2004.

Jeg har noteret mig det oplyste og beder direktoratet om at underrette mig når det er afklaret om ansøgningen vil blive imødekommet i 2004.

Ad punkt 6.5.  Besøg og telefonsamtaler

Jeg noterede mig at direktoratet ville bede arresthuset om at tilrette husordenen i overensstemmelse med reglerne i varetægtsbekendtgørelsens kap. 22, og bad om en kopi af det pågældende afsnit i husordenen når det var præciseret.Arresthuset har oplyst at arresthuset snarest vil fremsende et eksemplar af husordenen hvor telefonregler for både afsonere og varetægtsarrestanter er beskrevet. Direktoratet har henholdt sig hertil. Jeg afventer således denne fremsendelse.

Ad punkt 6.7.  Avishold

Jeg noterede mig at arresthuset i stedet for at abonnere på udenlandske aviser forsøgte at etablere en ordning med det lokale bibliotek om levering af aviser på hovedspro­gene og bad om underretning om hvad der videre skete vedrørende dette spørgsmål.Arresthuset har oplyst at der nu er etableret en velfungerende ordning med Aalborg bibliotek om levering af aviserne The Guardian, The Independent og Al Hayat. Direktoratet har udtalt at direktoratet har taget arresthusets oplysninger til efterretning. Jeg har noteret mig det oplyste.Da spørgsmålet om levering af bøger også ville blive behandlet på mødet med biblioteket, og jeg gik ud fra at det også ville omfatte bøger på fremmedsprog, henviste jeg til min anmodning om underretning ovenfor som således også omfattede spørgsmålet om arresthusets ordning med hensyn til bøger på fremmedsprog.Arresthuset har oplyst at der nu er bøger på engelsk, fransk, arabisk og kurdisk. Også disse oplysninger har direktoratet taget til efterretning.Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 6.12.  Information af de indsatte

Jeg anmodede arresthuset om at oplyse hvad direktoratets henstilling i skrivelse af 17. december 2003 til samtlige kriminalforsorgens institutioner om at oversættelse af den gældende husorden (til engelsk) skal indgå i institutionernes overvejelser i forbindelse med planlægningen af den fremtidige ressourceanvendelse, havde givet arresthuset anledning til.

Arresthuset har oplyst at arresthuset er meget opmærksom på dette spørgsmål, og at arresthuset i nærmeste fremtid vil tage kontakt til en tolk med henblik på at få husordenen oversat.

Direktoratet har oplyst at direktoratet har bedt om at blive underrettet når husordenen er oversat.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 8.  Rapportgennemgang

Jeg noterede mig at direktoratet havde bedt arresthuset oplyse på hvilken måde arresthuset vil sikre den tiltrængte forbedring af sagsbehandlingen/rapportmaterialet, og bad om underretning om arresthusets svar til direktoratet i den anledning.

Arresthuset har henvist til at arresthuset den 5. april 2004 over for direktoratet har oplyst at ledelsen vil være opmærksom på at de indsatte får udstedt en konfiskationserklæring ved afgørelsen om konfiskation, at ledelsen er opmærksom på at ledelsen skal inddrages mere i disciplinærsagerne, og at ledende overvagtmester/arrestforvarer vil foretage en samlet kontrol/gennemgang af rapporter og forhørsprotokol.

Direktoratet har henholdt sig til det af arresthuset anførte.

Jeg har noteret mig det oplyste. 

Ad punkt 8.1.3.  Betingelser

Jeg tilkendegav at jeg afventede underretning når revisionen af sikringscelleblanketten var foretaget.

Direktoratet har oplyst at det ikke har været muligt at gennemføre ændringen endnu da de ressourcer der er afsat til ændringer af klientsystemet, er begrænsede. Direktoratet vil underrette mig så snart det er afklaret hvornår ændringen kan gennemføres.

Jeg har noteret mig det oplyste og afventer således denne underretning til sin tid.

Ad punkt 8.1.9.  Lægetilkald og lægetilsyn

Jeg bad om underretning om hvad der videre sker i anledning af direktoratets henstillinger og forslag til arresthuset med hensyn til indholdet af de retningslinjer som arresthuset havde udarbejdet om sikringscelleanbringelse mv.Arresthuset har oplyst at det fremover udtrykkeligt vil være fremhævet i retningslinjerne at lægekald er det første der skal ske, efter at fikseringen er gennemført. Det vil desuden fremgå at personalet i forbindelse med opkaldet til lægen skal give denne faktiske oplysninger om den indsattes tilstand. Ligeledes vil telefonnumrene på de to af byens læger som efter aftale kan kontaktes i akutte tilfælde, også fremgå af retningslinjerne. Direktoratet har citeret indholdet af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 5, hvorefter institutionen ved tvangsfiksering i sikringscelle straks skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, og hvorefter lægen skal tilse den indsatte medmindre lægen skønner at det er åbenbart unødvendigt. Direktoratet har herefter anført at arresthusets interne retningslinjer efter direktoratets vurdering nu er i overensstemmelse med denne bestemmelse, og at direktoratet derfor kan henholde sig til det som arresthuset har anført. Jeg har noteret mig det oplyste som ikke giver mig anledning til bemærkninger. 

Ad punkt 8.1.10.  Fast vagt

Da arresthuset ikke havde besvaret mit spørgsmål om hvorvidt der gøres notat om udpegning af fast vagt, gentog jeg mit spørgsmål herom.Arresthuset har oplyst at der ikke gøres særskilt notat om hvem der udpeges som fast vagt. Arresthuset har henvist til at det fremgår af planen for vagtordningen hvilken funktionær der har sikringscelletilkaldevagten på et givent tidspunkt. Arresthuset har desuden henvist til at den funktionær der har vagten, anfører sine initialer ved hver observation. Direktoratet har udtalt at den beskrevne ordning efter direktoratets vurdering synes tilstrækkelig idet det til enhver tid er muligt at se hvilken funktionær der er ansvarlig fast vagt. Direktoratet kan derfor henholde sig til det af arresthuset anførte. Jeg har noteret mig det oplyste som ikke giver mig anledning til bemærkninger.

Ad punkt 8.1.12.  Klagevejledning

Jeg henviste under dette punkt til det under pkt. 8.1.2. anførte vedrørende revision af sikringscelleblanketten som forventedes at ske inden den 1. april 2004.

Direktoratet har henvist til det under pkt. 8.1.3. anførte herom. Jeg afventer som nævnt dette sted underretning til sin tid når sikringscelleblanketten er revideret.

Ad punkt 8.3.6.  Forhørsvidner

Idet jeg beklagede at jeg ved en fejl havde henvist til sagen med nr. 0056 i stedet for 0013, bad jeg om direktoratets bemærkninger til personsammenfaldet i denne sag (det forhold at forhørslederen var en af de personer der er nævnt i indberetningen i sagen).

Arresthuset har oplyst at den pågældende forhørsleder var til stede ved undersøgelsen, men ikke var rapportskriver i sagen. Arresthuset har endvidere oplyst at der på tidspunktet for undersøgelsen kun var én overvagtmester på vagt, og at afgørelsen om at gennemføre forhør blev truffet i lyset af § 5 i disciplinærstrafbekendtgørelsen hvorefter disciplinærsager skal behandles hurtigst muligt. Endvidere har arresthuset oplyst at den indsatte ikke havde bemærkninger til anvendelsen af den pågældende som forhørsleder. Arresthuset har desuden oplyst at det er bedst at vente med at afholde forhør til det er muligt at gennemføre det uden personsammenfald, medmindre den indsatte ønsker forhøret gennemført alligevel, eller andre særlige omstændigheder taler imod udsættelse.

Direktoratet har anført følgende:

"...
På denne baggrund er direktoratet enig med arresthuset i, at forhøret i disse situationer bør udsættes, med mindre den indsatte udtrykker ønske om, at forhøret gennemføres, eller særlige omstændigheder tilsiger det. Dette er meddelt arresthuset.

Det fremgår endvidere af disciplinærstrafvejledningens pkt. 3 at der bør gøres notat herom i forhørsprotokollen, hvis forhøret gennemføres under omstændigheder som beskrevet ovenfor.

Direktoratet har noteret sig, at det ikke fremgår af forhørsprotokollen at man gennemførte forhøret uanset at der var personsammenfald, og at det ikke fremgår af forhørsprotokollen, at den indsatte ikke havde bemærkninger hertil.

Direktoratet finder dette beklageligt, hvilket ligeledes er meddelt arresthuset."

Efter disciplinærstrafvejledningens pkt. 3 skal forhøret udsættes hvis det ikke er muligt at finde en stedfortræder for en forhørsleder der har været involveret i sagen, medmindre den indsatte ønsker forhøret gennemført alligevel, eller andre særlige omstændigheder taler imod udsættelse. Efter ordlyden af bestemmelsen kan forhøret således ikke gennemføres af en forhørsleder der har været involveret i sagen, hvis der er en anden som kan forestå forhøret, selv om den indsatte er indforstået hermed.

Jeg har noteret mig at der på tidspunktet for afholdelsen af forhøret kun var én overvagtmester til stede, hvilket jeg forstår sådan at det ikke var muligt at finde en stedfortræder til at afholde forhør. Jeg har endvidere noteret mig at den indsatte var indforstået med at forhøret blev gennemført på trods af personsammenfaldet, og at den indsatte således var gjort opmærksom på dette forhold. Betingelserne for at gennemføre forhøret trods personsammenfaldet var således opfyldte. At den pågældende forhørsleder ikke var rapportskriver i sagen, men blot var til stede ved undersøgelsen, kan (derimod) ikke begrunde gennemførelse af forhøret trods personsammenfald idet ikke kun den der har indberettet forholdet, men også andre der har været "involveret" i forholdet, ikke må fungere som forhørsleder, jf. disciplinærstrafvejledningens pkt. 3. Heller ikke det forhold at disciplinærsager skal behandles hurtigst muligt, jf. disciplinærstrafbekendtgørelsens § 5, kan begrunde gennemførelsen af forhøret trods personsammenfald.

Jeg er enig med direktoratet i at det er beklageligt at der ikke er gjort notat om at forhøret blev gennemført trods personsammenfaldet, og at den indsatte var indforstået hermed.

9. Opfølgning

Jeg afventer underretning vedrørende enkelte forhold, jf. ovenfor.

10. Underretning

Denne rapport sendes til arresthuset, Politimesteren i Aalborg, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Folketingets Retsudvalg og de indsatte i arresthuset.

Lennart Frandsen
Inspektionschef