Inspektion af den sikrede institution Stevnsfortet den 9. december 2002 - Opfølgning nr. 3

Sikrede institutioner Region Sjælland 2005

 

 

Den 8. december 2004 afgav jeg en opfølgningsrapport nr. 2 om min inspektion den 9. december 2002 af den sikrede institution Stevnsfortet. I rapporten bad jeg Stevnsfortet om oplysninger vedrørende to spørgsmål under punkt 5. Jeg tilkendegav desuden at jeg i øvrigt afventede underretning fra amtet og Socialministeriet når henholdsvis vejledning vedrørende amtets voldspolitik og den nye magtanvendelsesbekendtgørelse blev sendt ud.

Jeg modtog i den anledning med brev af 3. maj 2005 fra Socialministeriet en udateret udtalelse fra Stevnsfortet og den 24. maj 2005 et udateret brev med bilag fra Storstrøms Amt.

Jeg skal herefter meddele følgende:

Ad punkt 5. Beskæftigelse og undervisning

Da Stevnsfortet ikke havde svaret på min anmodning i den første opfølgningsrapport om at uddybe det i den tidligere udtalelse oplyste om at undervisningen "[o]ftest foregår... som eneundervisning, hvor der i undervisningslokalet undervises flere elever ad gangen", gentog jeg denne anmodning.

Stevnsfortet har oplyst at de unge på Stevnsfortet som hovedregel modtager eneundervisning. Stevnsfortet har i den forbindelse oplyst at det er institutionens erfaring at de unge har svært ved at udstille deres svagheder over for ligestillede. Boglig undervisning i grupper relaterer sig derfor altid til et "fælles projekt".

Jeg har noteret mig det oplyste.

Jeg opretholdt desuden min anmodning om nærmere oplysninger om støtten til unge der modtager fjernundervisning.

Stevnsfortet har fortsat ikke svaret på dette spørgsmål, men har redegjort nærmere for den undervisning der finder sted i institutionen, og som består dels af boglig undervisning, dels af praktisk undervisning.

Med hensyn til den boglige undervisning har Stevnsfortet oplyst at institutionen har en intern skole hvor eleverne kan modtage undervisning ud fra individuelle behov, og at institutionen har tilknyttet en folkeskolelærer som – afhængig af mål og motivation hos eleven – sammensætter et undervisningsforløb. Stevnsfortet har videre oplyst at der er indgået en aftale med den lokale folkeskole om mulighed for afholdelse af eksaminer.

Med hensyn til den praktiske undervisning har Stevnsfortet oplyst at institutionen har værkstedsundervisning der tager afsæt i de af Undervisningsministeriet udstukne formålsbeskrivelser for fagene musik, edb, motorlære og sløjd. Der er ikke mulighed for egentlige eksaminer for så vidt angår denne undervisning, men undervisningen sigter mod et arbejdsliv hvor eleverne i en struktureret hverdag deltager i forskellige arbejdsprocesser.

Stevnsfortet har videre oplyst at institutionen forsøger at bygge bro mellem den boglige og den praktiske undervisning ved at undervise i projektform. Som eksempel har Stevnsfortet nævnt at der hvis der skal købes en knallert som skal repareres, skal foreligge et budget og en arbejdsbeskrivelse.

Om indholdet (i øvrigt) af undervisningen har Stevnsfortet oplyst at det på grund af elevernes forskellighed ikke er muligt at pege på en egentlig læseplan, endsige fagligt indhold, men at der laves en læseplan for den enkelte elev ud fra dennes ressourcer. Stevnsfortet har i den forbindelse oplyst at institutionens elever spænder fra en ung som skal lære at lægge to tal sammen ved at spille Casino, til en ung som tager 9. klasses afgangseksamen i dansk og matematik.

Det fremgår af Socialministeriets udtalelse at Stevnsfortets udtalelse har været fremsendt gennem amtet. Der foreligger ikke noget skriftligt herom fra amtet. Socialministeriet har (heller) ikke kommenteret Stevnsfortets udtalelse, men det fremgår af ministeriets brev at udtalelsen er uddybet efter anmodning fra ministeriet.

Jeg har noteret mig det oplyste om undervisningen i Stevnsfortet. Jeg går ud fra at der normalt ikke sker undervisning ved fjernundervisning, men at det vil kunne ske, og at der i givet fald vil kunne ydes den unge støtte hertil. Med disse bemærkninger skal jeg meddele at jeg herefter ikke foretager mig mere vedrørende dette forhold.

Ad punkt 11. Vold mv.

Jeg tilkendegav at jeg fortsat afventede modtagelsen af en kopi af amtets vejledning vedrørende amtets voldspolitik når vejledningen var endeligt godkendt.

Amtet har med det brev som jeg modtog den 24. maj 2005, oplyst at den generelle vejledning vedrørende voldspolitikken på institutionerne i Storstrøms Amt endnu ikke er færdig, men forventes at være færdig i løbet af efteråret.

Jeg har noteret mig det oplyste og afventer således fortsat kopi af vejledningen når den er endeligt godkendt.

Amtet har i brevet samtidig oplyst at Stevnsfortet selv har udarbejdet en vejledning om emnet, og amtet har vedlagt en kopi af denne vejledning (af december 2004). Amtet har samtidig oplyst at vejledningen blev forelagt amtets social- og psykiatriudvalg i januar måned 2005 hvor udvalget tog vejledningen til efterretning.

Jeg har noteret mig at Stevnsfortet har udarbejdet en vejledning vedrørende institutionens voldspolitik og at amtet ikke har haft bemærkninger hertil. Det bemærkes at jeg har læst vejledningen, men ikke har taget nærmere stilling til indholdet heraf. Jeg har dog noteret mig at voldspolitkken skal tages op til revision hvert år, og at det udtrykkeligt er nævnt at det er ledelsen der afgør om der skal ske politianmeldelse, hvilket som hovedregel skal ske ved direkte vold eller overgreb.

Ad punkt 14.3. Anvendelse af skemaer mv.

Jeg nævnte at det det med hensyn til kravet i magtanvendelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 1, om at "institutionens leder" skal indføje oplysninger "samme dag" i skemaet, syntes at være ministeriets opfattelse at det er tilstrækkeligt at den medarbejder der har foretaget indgrebet, indfører sine oplysninger inden 24 timer. Jeg gik dog ud fra at institutionens leder – eller den som vedkommende måtte have delegeret sin kompetence til – fortsat havde pligt til at gennemse skemaerne og påføre sine kommentarer, og at det (også) skulle ske inden 24 timer. Da magtanvendelsesbekendtgørelsen var under revision, og ministeriet havde oplyst at ministeriet ville være opmærksomt på spørgsmålet om præcisering af bestemmelserne i forbindelse hermed, gik jeg ud fra at ministeriet også ville være opmærksomt på dette forhold, og jeg foretog mig derfor ikke mere vedrørende dette.

En ny magtanvendelsesbekendtgørelse er udsendt som bekendtgørelse nr. 1309 af 14. december 2004. Socialministeriet har den 1. marts 2005 udsendt en skrivelse om denne bekendtgørelse.

Bestemmelsen om skematilførsel (registrering) findes nu i bekendtgørelsens § 18. Det er heri anført at institutionens leder eller dennes stedfortræder inden for 24 timer skal registrere nærmere angivne oplysninger i et hertil særligt udarbejdet skema.

Jeg har noteret mig at stedfortræderen for institutionens leder ved den nye bekendtgørelse også har fået tillagt kompetencen til at foretage registrering om bl.a. magtanvendelse efter bekendtgørelsens § 2, og at det er indføjet at registrering skal ske inden for 24 timer (i stedet for "samme dag").

Jeg noterede mig at Socialministeriet havde noteret sig min opfattelse af at "føres" efter en sproglig fortolkning ikke omfatter det forhold at en person bæres, og at ministeriet ville være opmærksomt på spørgsmålet om en præcisering i forbindelse med revisionen af bekendtgørelsen om magtanvendelse.

I den nugældende magtanvendelsesbekendtgørelses § 2, stk. 1, er fysisk magtanvendelse fortsat angivet som magt hvorved barnet eller den unge fastholdes eller føres til et andet sted. På dette punkt er bestemmelsen alene redaktionelt ændret. Spørgsmålet er heller ikke omtalt i Socialministeriets brev af 1. marts 2005 om bekendtgørelsen.

Jeg går ud fra at ministeriet har overvejet en præcisering, men ikke har fundet grundlag herfor. Selv om spørgsmålet ikke er afklaret i den nye magtanvendelsesbekendtgørelse, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold.

Jeg tilkendegav at jeg fortsat afventede underretning når den nye magtanvendelsesbekendtgørelse blev sendt ud og bad om at modtage en kopi af det orienteringsbrev som ministeriet havde oplyst samtidig ville blive udsendt.

Som nævnt ovenfor er der udsendt en ny magtanvendelsesbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1309 af 14. december 2004), og Socialministeriet har den 1. marts 2005 udsendt en skrivelse om denne bekendtgørelse.

15. Opfølgning

Jeg afventer kopi af amtets vejledning vedrørende voldspolitikken på institutionerne i Storstrøms Amt, men betragter i øvrigt sagen om min inspektion af Stevnsfortet som afsluttet.

16. Underretning

Denne rapport sendes til Stevnsfortet, Storstrøms Amt, Socialministeriet, Folketingets Retsudvalg, Tilsynet i henhold til Grundlovens § 71, stk. 7, og de unge i institutionen.

Lennart Frandsen

Inspektionschef