Status i Eritrea-sagen

17-12-2014

Justitsministeriet har i dag sendt Udlændingestyrelsens udtalelse af 16. december 2014 til ombudsmanden. Udtalelsen supplerer styrelsens redegørelse af 12. december 2014.

Det fremgår af Justitsministeriets brev til ombudsmanden, at Justitsministeriet ikke ”på nuværende tidspunkt [vil] bede Udlændingestyrelsen om yderligere redegørelser om forløbet.” Justitsministeren har samtidig i en pressemeddelelse udtalt, at hun nu ”vil afvente ombudsmandens overvejelser.”

Da ombudsmanden den 9. december 2014 bad Justitsministeriet om orientering om Udlændingestyrelsens redegørelse, bad han samtidig Justitsministeriet om at oplyse, hvad Justitsministeriet måtte agte at gøre i den forbindelse. Det skyldes, at Justitsministeriet skal have lejlighed til at gøre, hvad ministeriet anser for rigtigt og nødvendigt, inden ombudsmanden eventuelt går ind i sagen.

Ombudsmanden har på den baggrund i dag bedt Justitsministeriet om udtrykkeligt at oplyse, om ministeriets brev betyder, at Justitsministeriet – som øverste ansvarlige myndighed på området – ikke finder grund til at foretage sig mere i forbindelse med Udlændingestyrelsens udarbejdelse af fact finding-rapporten om Eritrea.

Ombudsmanden har samtidig over for Justitsministeriet tilkendegivet, at han afventer ministeriets afgørelser i sagerne vedrørende tjenstlige advarsler, som Udlændingestyrelsen har givet til to medarbejdere i styrelsen, der har været involveret i den oprindelige fact finding-undersøgelse om Eritrea.

Ombudsmanden vil ikke tage stilling til behovet for at gå ind i den samlede Eritrea-sag, før han både har fået svar på, om Justitsministeriet agter at foretage sig mere i anledning af Udlændingestyrelsens redegørelser, og er blevet orienteret om udfaldet af de to personalesager.

Ombudsmandens nyhed af 9. december 2014 kan læses her

Ombudsmandens brev af 17. december 2014 til Justitsministeriet kan læses her

Yderligere oplysninger: Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52, eller kontorchef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 43 54 23.