Journalister og andre skal have hurtigt svar fra myndighederne, når de søger om aktindsigt. Det følger af den nye offentlighedslov. Nu varsler ombudsmanden også højere tempo, når han modtager klager over myndighederne i aktindsigtssager.
”En af hensigterne med den nye offentlighedslov er, at journalister og andre kan få hurtigt svar, når de søger om aktindsigt hos myndighederne. I tråd med det skal klager over myndighederne behandles så hurtigt som muligt hos os, også selv om loven ikke gælder for ombudsmanden”, siger Jørgen Steen Sørensen. Han har tidligere skrevet, at han ”vil holde myndighederne hårdt fast på at give offentligheden og ikke mindst medierne den ret, som følger af loven. Og at give den hurtigt.”
Folketingets Ombudsmand har netop fastlagt interne retningslinjer for, hvordan - og hvor hurtigt - klager over myndighederne på aktindsigtsområdet skal behandles. En klage, som ombudsmanden ikke kan hjælpe med, skal f.eks. besvares eller sendes videre til den relevante myndighed inden 7 arbejdsdage. Og i sager, som skal undersøges, skal ombudsmanden inden for 7 arbejdsdage have stillet spørgsmål til myndigheden. I komplicerede sager, hvor ombudsmanden er nødt til at lave forundersøgelser, er fristen 20 arbejdsdage.
”Vi har som de fleste andre myndigheder allerede mål for sagsbehandlingstiden. Men vi skærper vores mål på aktindsigtsområdet, for at journalister og andre kan få hurtig hjælp”, siger Jørgen Steen Sørensen.
Myndighederne får høringsfrister
Et andet tiltag er faste svarfrister. Når ombudsmanden beder myndigheden om en udtalelse, får myndigheden fremover som udgangspunkt kun 14 dage til at svare.
Når alle oplysninger og svar er indhentet i en sag, skal ombudsmanden som hovedregel afgive sin udtalelse inden 20 arbejdsdage. Hvis der er tale om komplicerede sager, er målet 40 arbejdsdage.
”Det er vigtigt, at ombudsmandens udtalelser er dækkende, præcise og retningsgivende, og derfor vil det ikke kunne undgås, at vi i nogle sager er nødt til at bruge mere tid, end målsætningerne lægger op til. Men vi har gjort meget ud af at gennemtænke vores sagsgange, så vi kan behandle sagerne så hurtigt som overhovedet muligt”, siger ombudsmanden. Han understreger, at det både for ham selv og myndighederne gælder, at hurtig sagsbehandling skal gå hånd i hånd med høj kvalitet, og at der ikke kan gås på kompromis med kravet om rigtige vurderinger.
Se ombudsmandens kronik om den nye offentlighedslov.
For yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, telefon 20 33 97 52.
Kontorchef Lisbeth Adserballe, telefon 33 13 25 12.
FAKTA:
Eksempler på særlige fokuspunkter for ombudsmanden ved behandlingen af sager om den nye offentlighedslov:
- Ministerbetjeningsreglen i § 24
- Folketingspolitikerreglen i § 27, nr. 2
- Meroffentlighed, § 14
- Sagsbehandlingstid, §§ 36-39
- Afvisning eller afslag på ekstrahering med henvisning til ressourceforbrug, § 9, stk. 2, nr. 1, og § 28, stk. 2, nr. 1
- Dataudtræk, § 11
Nye tiltag i sagsbehandlingen
Der er bl.a. lagt op til følgende konkrete mål og tiltag:
- Sager, som ombudsmanden oplagt kan afvise eller sende videre til den relevante myndighed, skal være afsluttet inden 7 arbejdsdage. Skal der foretages undersøgelser, før sagen afvises eller sendes til en anden myndighed, skal sagen være afsluttet inden 20 arbejdsdage.
- I sager, som optages til egentlig behandling, skal en høring være sendt til myndighederne inden 7 arbejdsdage. Ombudsmanden vil bestræbe sig på at afgrænse sagen med det samme og stille præcise spørgsmål til myndighederne. Hvis der er tale om høring i en kompliceret sag, skal den være sendt til myndigheden inden 20 arbejdsdage.
- Hvis ombudsmanden kun skal høre én myndighed, får myndigheden en svarfrist på 2 uger. Hvis ombudsmanden beder en myndighed om også at hente udtalelse hos en underordnet myndighed, sættes fristen til 3 uger.
- I mange sager bliver myndighedens udtalelse/høringssvar sendt til klageren i sagen med henblik på kommentarer. Ombudsmanden giver i disse tilfælde en frist på 2 uger.
- Ombudsmanden vil - når klager og myndighed har afgivet høringssvar - bestræbe sig på at afslutte behandlingen af sagen inden for 20 arbejdsdage. Ved komplicerede sager er målsætningen 40 arbejdsdage.