Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, har i dag afsluttet sin behandling af den såkaldte ’A-sag’.
Sagen handler om at Kirkeministeriet i april 2004 sikrede sognepræst A (der er gift med kirkeminister B) bedre løn- og pensionsforhold ved at rykke ham – og 5 andre sognepræster – op i en højere lønramme (lønramme 34). Inden havde kirkeminister B personligt gjort sine embedsmænd opmærksom på at hendes mand ikke var rykket til denne højere lønramme selv om han opfyldte betingelserne herfor.
Ifølge Kirkeministeriet skete oprykningerne – som fandt sted efter at ministeriet i februar 2004 havde indført et generelt stop for oprykning til lønramme 34 – udelukkende for at rette op på en fejl idet de pågældende præster, inden stoppet blev indført, alle opfyldte betingelserne for oprykning.
Ombudsmanden tog selv sagen op i juni 2004 og konkluderer i sin undersøgelse:
At Kirkeministeriet som myndighed – på grund af kirkeministerens personlige økonomiske interesse i sagen – var inhabil.
At Kirkeministeriet derfor burde have overladt sagens afgørelse til et andet ministerium.
At det var en fejl at dette ikke skete.
At Kirkeministeriets behandling af sagen af denne grund har været beklagelig.
Folketingets Ombudsmand har lagt til grund at kirkeministeren ikke har deltaget personligt i sagsbehandlingen eller haft direkte indflydelse på afgørelsen af sagen. Derfor er det udelukkende Kirkeministeriet som myndighed – og ikke ministeren personligt – der har overtrådt reglerne om inhabilitet. Ombudsmanden har af disse grunde ikke bedt Kirkeministeriet tage sagen op og behandle den på ny.
Folketingets Ombudsmand har ingen bemærkninger til at kirkeministeren – i forbindelse med en konkret diskussion af en lignende sag – selv gjorde sine embedsmænd opmærksom på at hendes mand ikke tidligere var blevet rykket op i en højere lønramme.
Ombudsmanden har i sin afgørelse lagt vægt på at reglerne om habilitet ikke kun skal forebygge usaglige afgørelser, men også styrke omverdenens tillid til myndighederne og deres virksomhed. Ombudsmanden mener at det i denne sag – hvor der er tale om en klar og stærk inhabilitetsgrund for kirkeministeren – forekommer åbenbart at de nævnte tillidshensyn ikke er blevet tilgodeset.
"For en umiddelbar betragtning vil der ikke kunne herske fuld tillid til at de ansatte i et ministerium fuldstændigt uhildede vil kunne behandle en sag hvis udfald er af væsentlig økonomisk betydning for en person der står deres øverste chef så nær som en ægtefælle – og hvor det ligefrem må formodes at sagens afgørelse vil have indflydelse nu og i fremtiden på ministerens egne privatøkonomiske forhold," skriver ombudsmanden i sin redegørelse.
Kirkeministeriet har i en udtalelse til ombudsmanden gjort det klart at ministeriet ikke så nogen problemer i (ministeriet fandt det "ubetænkeligt") selv at behandle sagen om sognepræst A – og at A ikke fik nogen særbehandling idet hans sag blev behandlet sammen med og på samme måde som 5 lignende sager.
Ombudsmanden mener at Kirkeministeriets behandling af disse sager var anderledes end normalt i sager om oprykning til lønramme 34.
Efter normal praksis kunne præster der som A og de 5 øvrige sognepræster havde været på slutløn i to år, og hvis tjenstlige forhold i øvrigt var tilfredsstillende, således rykkes op i en højere lønramme når en stilling i lønramme 34 blev ledig. Denne praksis havde Kirkeministeriet også fulgt indtil februar 2004 hvor ministeriet af sparehensyn indførte det generelle stop for oprykninger til en højere lønramme. Ombudsmanden har imidlertid hæftet sig ved følgende:
Kirkeministeriet valgte i denne sag at indføre en generel regel om at de præster der kunne oprykkes, skulle være fyldt 60 år – hvilket tilgodeså netop de 6 pågældende præster, herunder A. Herved kan der i princippet være sket en tilsidesættelse af andre præster der endnu ikke var fyldt 60 år, men som efter tidligere praksis – hvor der ikke fandtes nogen udtrykkelig aldersgrænse – var berettiget til oprykning.
At Kirkeministeriet lod oprykningerne ske med tilbagevirkende kraft i op til 8 og 9 år – to af præsterne var fyldt henholdsvis 68 og 69 år. Denne beslutning blev taget uden at ministeriet tog udtømmende stilling til om præsterne faktisk havde retskrav på at få den højere løn i mere end 5 år tilbage. Ministeriet har i sine bemærkninger til ombudsmanden anført at en forældelsesfrist på 5 år er normal, og at ministeriet i en eventuel retssag ville kunne modsætte sig at præsterne fik løn med tilbagevirkende kraft i mere end 5 år. (Det skal bemærkes at sognepræst A – der af ministeriet var blevet rykket op med virkning 8 år tilbage – efterfølgende fremsatte ønske om kun at blive rykket til den højere lønramme med 5 års tilbagevirkende kraft.)
At ministeriet i sagen fastsatte en særlig regel der var gældende for netop disse 6 præster i stedet for – som normalt – at behandle sagerne individuelt og i hvert enkelt tilfælde tage stilling til hvorvidt de pågældende præster havde krav på oprykning.
Folketingets Ombudsmand skriver på den baggrund i sin redegørelse at han ikke umiddelbart er enig med Kirkeministeriet i at der med præsternes oprykning til en højere lønramme ikke skete nogen særskilt begunstigelse af de pågældende sognepræster – set i forhold til de øvrige præster som på grund af stoppet for oprykninger til lønramme 34 ikke kunne få bedre løn- og pensionsvilkår, og som Kirkeministeriet ikke mente havde noget retskrav på oprykning.
Oplysninger om sagen kan fås ved henvendelse til kontorchef Morten Engberg, Folketingets Ombudsmand, 33 13 25 12, eller ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.